Kan købes her 553 sider udgivet 3. november 2014 |
Dette er IKKE en lægeroman, som titlen ellers godt kunne antyde! Denne fine historie handler derimod om de modige cubanske kvinder, der i hver søndag i tavshed går demonstrationstog gennem Havana.
Bevægelsen findes i virkeligheden og blev grundlagt i 2003.
Kvinderne kæmper for at gøre verden opmærksom på den uretfærdige fængsling af deres mænd og sønner, hvis eneste forbrydelse er, at de er systemkritikere.
Maria er en gammel dame. Hun bor i den store herskabsvilla, hvor hun er født og opvokset.
Engang var der pomp og pragt, nu fattigdom og fortvivlelse. Maria bor i et lille værelse, resten af huset er beboet af en masse andre mennesker: familier, enlige, drukkenbolte.
Hun lever og ånder for nevøen Ernesto og håber hele tiden, at han kommer på besøg.
Ernestos datter har fortalt, at han er på arbejde (han er læge) i Venezuela, men hjemrejsen bliver hele tiden udskudt.
Hvad hun ikke ved er, at han i virkeligheden sidder fængslet under kummerlige forhold, hvor han bliver tortureret og fornedret, og at resten af familien efter hans ønske holder det hemmeligt, for at skåne den gamle kone.
Ernestos hustru Silvia rejser hver måned den lange vej for at besøge ham i fængslet, men bliver gang på gang nægtet at se ham.
Hun danner bevægelsen “Las Damas de Blanco”.
Vi følger også datteren, hendes liv og drømmene om at slippe væk fra det Cuba, der forhindrer hende i det liv, hun ønsker. På grund af farens fængsling bliver hun smidt ud af universitetet, og hun føler at hendes liv er gået i stå og at der ikke er anden udvej, end at komme væk fra landet. Da hun møder den unge, spanske arkitektstuderende Damien, begynder hun at ane en vej væk…
Kvinder i hvidt er en medrivende roman om forholdene i Cuba. Om folkets drømme, som de ofte må holde hemmelige, for hvem kan man stole på i et samfund, hvor der er stikkere overalt og folk med frihedsdrømme fængsles?
En roman om stærke kvinder. Og om, hvordan en enkelt hændelse kan ændre et helt liv.
Kan varmt anbefales