Anmeldelse af Jamie Ford: “Hotellet på hjørnet af Bitter og Sød”,
Forlaget Bazar
 |
| Udgivet 7/4-2011, 350 sider Kan købes her |
Henry Lee er kineser. Eller er han amerikaner? Han fødes i 1930’erne af kinesiske forældre i Seattle, USA. Da han er omkring de 12 år forbyder hans far ham at tale kinesisk, tager ham ud af den kinesiske skole, og indskriver ham på en overvejende “hvid” skole. Faren er så forhippet på at gøre drengen til amerikaner, at han ignorerer den skade, det volder familien: Forældrene kan kun ganske få engelske gloser, og med farens forbud følger år af manglende kommunikation.
På skolen bliver Henry udsat for mobning og vold af nogle af de “rigtige” amerikanske drenge og hans skolegang er præget af vold og ubehag. Han arbejder i skolens køkken og en dag vender lykken.
Endnu en elev skal hjælpe til. Keiko er en smuk japansk pige, der med sine 12 år er jævnaldrende med Henry.
Der opstår et venskab- og den første kærlighed – mellem disse to fremmede fugle.
Men da japanerne bomber Pearl Harbour i 1942 ændres alt.
Alle japanere, uanset i hvor mange generationer de har været amerikanske statsborgere, interneres.
De tvinges til at forlade deres hjem, opmagasinere deres ejendele, efterlade deres butikker og bliver transporteret til primitive lejre, hvor de holdes indespærret.
Dette sker også for Keikos familie. De opmagasinerer deres ting i hotellet på hjørnet af bitter og sød.
Mod alle odds lykkes det for Keiko og Henry at holde kontakten. De skriver breve til hinanden, og Henry får besøgt hende i to af lejrene.
Men en dag kommer der ikke flere breve…
Seattle 1986: Henry er blevet enkemand, med et noget distanceret forhold til sin voksne søn Marty.
En dag går han forbi hotellet på hjørnet, som har været lukket siden 2. Verdenskrig. Det har fået endnu en ny ejer, og denne er i gang med at bære nogle ting op fra kælderen: 37 japanske familiers uafhentede ting.
Synet bringer minderne frem – og på den måde hører vi både om tiden under og lige efter 2. Verdenskrig og Henrys liv i Seattle i slutningen af 1980’erne.
Bogen er baseret på virkelige historiske hændelser, hotellet (Panama Hotel) ligger der stadig og kælderen er museum.
Det er en rigtig fin roman om kærlighed, kulturforskelle og et mørkt kapitel i USAs historie.