“Liv efter Liv” boganmeldelse

Anmeldelse af “Liv efter Liv” af Kate Atkinson,
Udgivet 22. maj 2014, 531 sider
LÆS I BOGEN VED AT KLIKKE HER

Det sker af og til at jeg læser en bog, jeg har virkelig svært ved at anmelde. Jeg læste denne bog for en uges tid siden, og har lige siden spekuleret over, hvordan jeg skulle gribe anmeldelsen an.

Og jeg er nået frem til, at jeg kun kan give et meget lille referat og fortælle meget lidt om bogen. For hvis jeg siger for meget, ødelægger jeg det hele for dig, hvis du skal læse den. 
Og det skal du!
Bogen har fået Costa prisen for bedste roman, er kåret af Goodreads som årets roman 2013 i kategorien historisk fiktion. 
Og jeg er fuldstændig vild med den.
Bogens hovedperson er Ursula Todd, som fødes en kold februarnat i 1910. Jordemoderen når på grund af voldsomt snevejr ikke frem. 
Ursula dør ved fødslen. Eller gør hun? Og nu er det, det begynder at blive vanskeligt for mig.
For Ursula dør (nok) ikke. Hun lever gennem det 20. århundrede og gennem hende oplever vi mange af de store historiske øjeblikke.
1. Verdenskrig, 2. Verdenskrig, bombningerne af London, Hitlers forførelse af det tyske folk – og meget mere.
Bogen springer i tid og sted, om som sædvanlig med Kate Atkinson gælder det om at have tungen lige i munden. Ikke at hun er vanskelig at læse – hun er vanvittig god med en dejlig humor og virkelig gode og interessante personskildringer – men der sker meget hele tiden, og jeg kunne godt blive lidt forvirret ind i mellem.
Du behøver ikke være interesseret i historiske romaner for at læse denne.
Men jeg synes virkelig, du skulle prøve Kate Atkinson – hun er absolut i både sær- og topklasse!
Jeg vil  også lige benytte lejligheden til at anbefale andre af hendes bøger – begynd med “Familiehistorier”, fortsæt med “En god gerning”, “Hvornår kommer der en god nyhed” og “Tog tidligt af sted tog hunden med”.
Rigtig god fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.