Anbefaling af “Den fremmede gæst” af Lisa Jewell,
Denne krimi er ikke helt som så mange andre. “Den fremmede gæst” har nemlig en noget atypisk hovedperson – den temmelig spontane alenemor Alice Lake. Alice bor alene med sine tre børn i et lille bitte hus, i havnebyen Ridinghouse Bay. Hun holder skindet på næsen ved at sælge kunstværker af gamle landkort og er muligvis den mest distræte – og hjertevarme – kvinde i hele byen. I huset bor også tre hunde, hunde som Alice har taget til sig. Hun har en tendens til at tage sig af stakler – så da hun en dag får øje på en mand, der har siddet længe i silende regn på stranden, går hun ned til ham.
Manden har hukommelsestab. Men Alice fornemmer (og håber) at han er god nok, og tager ham med hjem, hvor hun installerer ham i det lille anneks, der hører tl hendes hus. Men hvem er manden? Det eneste, han ikke har lyst til, er at henvende sig på politistationen. Det er den ene historie…
Den anden historie…
Foregår sideløbende i London. Her sidder den nygifte Lili og venter på, at hendes mand skal komme hjem fra arbejde. Det gør han ikke og hun frygter, at der er sket ham noget forfærdeligt. Hun er fra Ukraine og kender hverken sin mands familie eller venner.
Den tredje historie…
Foregår i 1993. En familie er på ferie. En mærkelig fyr efterstræber teenagedatteren og noget sker.
Jeg synes
at bogen var vanvittigt spændende. Alice er en hovedperson, der er meget nem at elske og jeg håbede virkelig, at manden på stranden ville vise sig at være en god en af slagsen. Den er meget interessant bygget op, idet alle tre historier på en eller anden måde hænger sammen. Hvordan forstår man først til sidst. Lilis afdækning af sin mands fortid og hendes bekymriger er nervepirrende læsning.
Læs den hvis
du trænger til en krimi, hvor hovedpersonen er et ganske almindeligt menneske, der ikke er ansat i politiet. Det er en drønspændende psykologisk thriller, der holdt mig fanget fra start til slut. Jeg håber, vi hører mere til Lisa Jewell, som skriver skønt og humoristisk.
*I følge lovgivningen skal jeg markere dette indlæg som REKLAME. Jeg har fået bogen til anmeldelse fra Gads Forlag. Jeg tjener ingen penge på at læse bogen eller skrive anmeldelsen. Anmeldelsen indeholder udelukkende min egen mening om bogen.