Anmeldelse af “Dødens stemmer” af S.J. Bolton

Forlaget Mrs. Robinson

 

Jeg er kommet i gang med at strikke. Det er jo dejligt, jeg kan bare ikke læse i mens. Så er det godt, at man kan låne lydbøger på e-reolen.

Denne S.J.Bolton krimi har jeg lyttet til. Det var godt nok uhyggeligt! Jeg måtte flere gange slukke og lave noget andet – det er ikke fedt at læse om aleneboende kvinder, der får ubudne gæster, når man selv bor alene langt ude på landet og det er mørkt.

 

Hovedpersonen er Lacey Flint, som vi kender fra forgængeren “Rødt lys stop”.

Hun er ansat ved politiet, og skal denne gang under cover og agere som psykologistuderende ved Cambridge.

En hel del kvindelig studerende (angt flere end normalt) har begået selvmord og det har vakt Scotland Yards interesse.

Lacey indkvarteres på Cambridge, ingen – undtagen psykologen Evie – ved, hvem hun i virkeligheden er.

Evie plages af mareridt. Hun sidder det meste af tiden i kørestol, og bor alene i et stort, handicapenligt hus, stillet til rådighed af universitetet. Men hun modtager anonyme opkald, der er skrevet i duggen på spejlet i badeværelset – og Evie frygter, at hun er ved at blive skør.

Flere af de nu døde kvindelige studerende var klienter hos Evie.

Lacey har svært ved at finde hoved og hale i det hele, og snart går det op for hende, at Scotland Yard ikke har fortalt hende alt, hvad de ved.

 

“Dødens stemmer” er sindssygt uhyggelig og meget, meget spændende. Jeg anbefaler den til alle, der er fan af handlekraftige kvinder, godt plot og gedigen underholdning.

Læs også “Offer”, “Slangehuset”, “Blodhøst” og “Rødt lys stop” af samme forfatter.