Min 20 år gamle Skoda er indlagt.
Det er noget med noget styrepind/styrebjælke (?) nedslidte bremser, defekt drivaksel og nogle manchetter – og rust. Og så blev den indkaldt til syn, hvilket har forlænget indlæggelsen.
En dag i forrige uge, da jeg skulle øve mig i at køre fra mit kommende hjem i Næstved hele vejen til skolen i Vordingborg (havde overnattet hos kæresten og frådset i gulvvarme på badeværelset og kærlighed) begyndte den pludselig at skabe sig, bilen.
Jeg ved ikke, om det var karma, der ramte mig? For jeg havde kørt mindst 15 km og bandet over den forankørende mand i en varevogn, hvis maxhastighed var 70.
Så blev det min tur til at køre langsomt, for den gamle blå var med et svær at styre.
Det rykkede sært i rattet. Jeg blev pænt bekymret – og så var det min tur til at køre langsomt. Med hjertet i halsen og svedige hænder sneglede jeg mig afsted, så jeg ringede op til én, jeg kender fra et kursus, og som bor tæt på Vordingborg, og hvis hjem jeg ville passere. Spurgte om jeg måtte stille bilen hos hende. Det måtte jeg godt og var så heldig, at jeg fik et lift ind til stationen. Der måtte jeg så tage en taxa for at nå på arbejde. Surt.
Nå, men gik så et par dage og spekulerede over, om en aflivning ikke ville være det bedste. Men kom alligevel til fornuft – det er møgbesværligt at bo langt ude på landet uden offentlige transportmuligheder og uden en bil. Selv om jeg snart flytter til storbyen Næstved, skal jeg formodentlig stadig arbejde i Vordingborg. Havde ellers tænkt at skrotte bilen og cykle. Men det må vente, til jeg får arbejde i Næstved…

Desværre har jeg ikke sygeforsikring på bilen – ligesom på hesten og hunden.
Så jeg venter i åndeløs spænding. Og håber, at den så (bilen) kan klare mange flere km, når den engang bliver udskrevet.
Forrige weekend tilbragte jeg helt alene uden bil. På en måde var det rart, ikke at kunne komme nogen steder – jeg behøvede slet ikke foretage noget valg. Måtte bare blive hjemme.
En af mine ekstremt søde naboer tilbød mig atter at låne mig sin bil. Og efter lidt betænkningstid takkede jeg ja. Vil jo nødig være til besvær, men da hun før har tilbudt det (det er ikke bilens første sygdomsperiode), gjorde jeg det. Og jeg skulle jo altså på arbejde…
Og i tre dage kørte jeg i en bil fra dette århundrede. Det var skønt. Og jeg fik atter drømme om nyere og behageligere biler, der er billige i grønne afgifter og ikke suger benzin som en tørstig elefant ved et vandhul.
En anden nabo ringede, da han var ude at handle. Han kunne se at jeg var hjemme, men ikke havde nogen bil – om han skulle købe noget med til mig?
Jeg knuselsker mine naboer herude på landet, og vil savne dem gudsjammerligt. Folk i byer er da ikke så flinke – eller hvad?
Nu kører jeg i min mors bil.
Og venter spændt på at min egen kommer hjem.
Hvorfor er det aldrig mig, der vinder en ny bil?