Anmeldelse af Håkan Nessers “Levende og døde i Winsford”,
 |
| Udgivet 22/8-14, 361 sider |
Håkan Nesser er noget helt, helt særligt. I hans bøger er tempoet roligt samtidig med, der sker en masse.
Man får ikke åndenød, fordi man ikke kan følge med, men fordi han skriver så utroligt godt; mættet og levende.
En midaldrende kvinde gemmer sig med sin hund, som hun har besluttet sig for at overleve, på heden i Exmoor i et hus, hun har lejet for et halvt år.
“Seks måneders forår og vinter på heden. Uden andet selskab end Castor, min egen aldrende krop og min vildfarne sjæl”.
På heden får vi langsomt at vide, hvad der fik Maria til at gemme sig dér, under sin mors ungpigenavn.
Martin, hendes ægtemand gennem mere end tredive år, litteraturprofessor og forfatter bliver anklaget for voldtægt af en ung pige.
Manden nægter, men vores hovedperson er i tvivl.
Og ender alene med hunden Castor i England.
Hvad er gået forud?
Jeg vil ikke afsløre mere her, kun anbefale dig at læse den. Nessers personskildringer er mesterlige.
Du kan læse et uddrag af bogen her tryk på her)