Boganmeldelse: “Eremitten”

Anmeldelse af Thomas Rydahls “Eremitten” 
forlaget Bindslev

UDKOMMER D. 26. SEPTEMBER 2014

UDKOMMER FØRST  26/11-14, 520 sider

Det er ikke så ofte, at en ældre taxachauffør og eremit er helt og hovedperson i en krimi.

Men her er det tilfældet.
Thomas Rydahls debutroman er en enestående fortælling om livet (som det forhåbentlig ikke er i virkeligheden) på den kanariske ø Fuerteventura, med flot beskrevet persongalleri og lokalkolorit. Den er allerede inden udgivelsen solgt til udgivelse i flere lande, og så udkommer den på det lille forlag Bindslev (stort tillykke til dem, det er sgu så dejligt, at det ikke altid er Gyldendal eller en af de andre store, der render med det hele), som må være ved at dejse om af lykke for tiden.
Aviser, blade og elektroniske medier vrimler med begejstrede anmeldelser, og nu vil jeg slutte mig til koret.
Vores taxakørende helt Erhard har i mange år boet på Fuerteventura, han bor afsides og alene med to geder og kaldes Eremitten. Han kører taxa, når han ikke er for fuld –  for indimellem drikker han sig en ordentlig kæp i øret. Han er ikke ensom, han har venner,arbejde og faste kunder, men foretrækker at bo i sit faldefærdige skur af en bolig.
Blandt hans venner er den charmerende og velhavende Raùl og dennes smukke kæreste, samt en umælende autist Aaz.
En lille babydreng findes død i en papkasse på bagsædet af en efterladt bil på stranden.
Politiet erklærer hurtigt sagen for opklaret og lukker den, men Erhard tror der stikker noget under.
Han kommer rundt på hele øen og både ser og hører en masse, og pludselig tager begivenhederne fart. Eremitten beslutter sig for selv at opklare sagen.
Som en tæge på en korthåret hund hager han sig fast og påbegynder sin egen undersøgelse.
Der sker en hel række skrækkelige ting, som jeg ikke vil afsløre her, men der er flere døde, mafialignende personer og Erhard er ikke eremit hele tiden…
Jeg kan kun anbefale dig på det kraftigste at læse bogen! 
Personligt håber jeg på flere bøger af Thomas Rydahl – mon ikke han er det nye stjerneskud på den danske krimihimmel?

Du kan købe bogen her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.