Betty Mahmoody: “Ikke uden min datter” og Mahtob Mahoody: “Forfulgt, Gads forlag
For et stykke tid siden var jeg så heldig at modtage disse to bøger samt en dåse te og lidt lækkerier til læsningen.
Jeg husker tydeligt filmen “Ikke uden min datter” med Sally Field i hovedrollen – den gjorde et dybt indtryk på mig, dengang for snart mange år siden.
Bogen starter i 1984, hvor Betty (amerikaner) skal med sin mand Moody og deres datter på to ugers ferie i hans hjemland, Iran.
Moody er en respekteret læge og de to har et godt forhold.
Han forsikrer hende om, at hun kun skal gå med tørklæde udendørs – men knap er de landet førend det viser sig anderledes.
Det er som om Moody ændrer person straks de er i Iran. Han bliver meget dominerende og endda voldelig. De bor hos hans søster under kummerlige forhold, og Betty aner hurtigt at det ikke kun er ferie.
Dagen før den planlagte hjemrejse, pakker Betty mens Mahtob danser rundt med sin yndlingsbamse. Telefonen ringer og Betty hører sin mand sige “Du må hellere tale med Betty”. Hun ved straks, at der er noget galt. Manden i telefonen siger, at de alligevel ikke kan rejse i morgen, for passene skulle have været afleveret 3 dage inden afrejse.
Moody fortæller, at de ikke tager tilbage til USA – at hun kommer til at dø i Iran.
Hun må aflevere sit ckeckhæfte – passene har han allerede – og fra det øjeblik er de gidsler i Iran.
Iran var i krig med Irak og krigen bliver en del af dagligdagen.
Betty plager hver dag sin mand om at få lov til at forlade Iran. Han truer hende og siger, at HVIS det skulle lykkes dem at flygte vil han finde dem, dræbe hende og tage Mahtob med tilbage til Iran.
Alligevel planlægger Betty at flygte med Mahtob – men det tager 1½ år, førend det lykkes at forlade Iran.
En lang og farlig flugt, der ikke kunne have lykkes uden venlige iraneres hjælp.
Det er altså helt umuligt at give et ordentligt resume af handlingen i denne sandfærdige og meget fængslende historie. Betty Mahmoody skrev den mest af alt for at bearbejde det hele bagefter.Og som en slags sikkerhedsforanstaltning, idet hun ganske klogt mente, at jo større opmærksomhed deres historie fik, des mere sikker var Mahtob.
Jeg kan kun anbefale dig at læse den – og bagefter kunne du så passende læse datterens historie “Forfulgt”.
Da de omsider er i USA bliver livet ikke lige, som de havde forestillet sig. Det var helt umuligt at vende tilbage til det gamle liv. Morfaderen lå for døden og pressen havde fået nys om deres strabadser i Iran og den dramatiske flugt. Telefonen kimede med tilbud om bogkontrakter, interviews og deltagelse i TVshows.
De lever i evig frygt for at faderen skal finde dem, og det sikreste ville være at gå under jorden.
Men at gå under jorden indebærer at man får ny identitet og ikke har kontakt med familie og venner. Og det var jo netop det, de havde savnet mest i Iran. Betty Mahmoody vælger at skrive bogen “Ikke uden min datter” og gå ud i offentligheden med historien – som et slags sikkerhedsnet – og de bliver “over jorden”.
I mange år hadede Mahtob sin far. Hun hadede ham for at frarøve hende og moderen deres frihed, og ikke mindst for, at have gået fra at være den gode, nærværende og kærlige far til at være en ondskabsfuld og voldelig tyran.
Mahtob plages af mareridt og kan ikke give slip på sit had.
Hun skriver, at d. 3. november 1986 var en af mange skilleveje i hendes liv. Moderen og hun kører i bil, og da moderen fortæller at et fly er styrtet ned i Iran og en masse iranere er døde, udbryder Mahtob: “Jeg håber min far var en af dem!”. Betty ved, at her bliver hun nødt til at reagere, og fordi hun selv har været tvunget til at komme overens med fortiden i forbindelse med tilblivelsen af bogen, mener hun at Mahtob må tvinges til at gøre det samme. Tvinges til at huske og værdsætte alle de gode ting, der også var en del af den far, hun engang havde elsket. Kun ved at give slip på hadet ville hun blive fri. Så den aften tager Betty et fotoalbum frem, og sammen mindes de (Mahtob meget modvilligt) den kærlige far og ægtemand, Moody var, før de rejste på “ferie” til Iran.
Bogen er en ret interessant fortælling om årene efter Iran. Om Mahtobs opvækst, der var meget præget af den opmærksomhed både bogen og filmatiseringen af “Ikke uden min datter” fik.
Jeg synes det er en meget smuk bog, og Mahtob er en god fortæller.
Jeg har ellers aldrig rigtig været læser af biografier – men de her to kan jeg kun anbefale på det varmeste.Og så tror jeg i øvrigt, jeg bliver nødt til at se filmen igen.
“Denne bog har givet mig en smuk gave. Den har tilladt mig at lægge mindet om min fortids smerte og fortvivlelse bag mig. Nu har jeg talt ud og behøver ikke bære minderne med mig. Min hjerne og mit hjerte kan give slip. De behøver ikke huske det mere. “Tamoom… det er fuldbragt. Jeg hjemsøges ikke længere. Nu er jeg fri” Citat fra bogens omslag.