I denne søde juletid… min bare! Sneen falder ikke hvid, der findes ikke julemænd og ej heller julemirakler.

Til gengæld findes der forliste parforhold, enlige og halvgamle sære kvinder, der hellere bor alene med hunde i sommerhuse i december.

Der findes mødre, hvis hjerner er ædt op af kræft, som taber håret og skal på hospice i morgen.

Det er der ikke så meget julefryd over. I stedet for at lyse min verden op, strammer folks lyskæder om mit hjerte, hver en nisse og ønske om en glædelig jul føles som en hån. Jeg får ikke en glædelig jul. Jeg skal tilbringe den med min mor på hospice.

Jeg sidder her i et sommerhus med hunden. Kinderne blusser og nakken er kold, jeg sidder tæt på brændeovnen med vinduet bag mig.

Sidder og småtuder og aner ikke helt, hvor pokker jeg skal gøre af mig selv. Min krop er for lille, mit hoved larmer for meget. Folk, jeg ikke rigtig kender, ringer og spørger til min mor. Og mine forældres gamle venner, som jeg kender, ringer. Det er rart ikke at føle sig alene i dette rædselsfulde cirkus. Jeg har min bror og min datter og gode veninder, så jeg er ikke alene. Jeg klarer den nok.

Sidste år døde min far. Snart dør min mor.

Jeg har hadet hende (som alle døtre nu og da har hadet deres mødre), elsket hende, været flov over hende og stolt af hende.

Men mærkeligt nok, har jeg aldrig været så tæt på hende, som i de sidste to måneder. Jeg passede hende i efterårsferien, da vi (især jeg) bare troede, hun havde et maveonde. Så blev hun indlagt og fik den ene nedslående diagnose efter den anden. Vi har haft mange virkelig gode samtaler, bedre end jeg kan huske, vi før har haft. Men nu har jeg heller ikke så travlt med at være oprørsk og voksen. Og hun har endelig opgivet at opdrage på mig. Hun har indset at jeg er min egen. Og hun er min mor

Snart er jeg den ældste i denne her familie. Det er fandeme skræmmende. Snart sidder jeg yderst på udskiftningsbænken. Så er jeg for alvor voksen. Jeg vil ikke være voksen.

Jeg vil have min mor