Søndagens genbrug er fra d. 19. maj 2011

Da jeg have skrevet indlægget om blomster og planter mistet ved forholds-ophør og flytning, vandrede mine tanker på langfart.
Jeg har også været på langfart, boet i England, Grønland, USA, og  ca. 15 forskellige steder i Næstved… I Buresø, Slangerup, Søsum og nu Ganløse.
Og ved du hvad? Endelig (skete vist egentlig for 6 måneder siden) er jeg nået dertil, hvor jeg uden at blinke kan sige, at jeg er fandens træt af at flytte! Bare synet af de grimme brune flyttekasser giver mig myrekryb.
Engang flyttede jeg helt uden flyttekasser.
Dengang var jeg 17, og måtte ikke flytte hjemmefra for mine forældre. Så hvad gør en klog, når nu bedstevenindens storebror skulle et halvt år over there, og hans totalt for vilde lejlighed (midt i Næstved, billig husleje, el-varme og uden bad og varmt vand – men dog med træk og slip, som forresten bundfrøs den vinter, engang sidst i ´80erne, hvor det var skidekoldt og der faldt 30 m sne, og vi skulle være viceværter og skrabe sne, og det var en hjørnegrund) skulle stå tom? Og bare ventede på to unge piger, der vare ved at gå i ekstase over at skulle bo midt inde i Næstved! Og som kom til at fryse så meget den vinter, da de skiftesvis sov foran radiatoren tæt sammenslyngede med alt, hvad der var i lejligheden af tæpper, dyner og puder. Og ellers hjemme hos deres respektive forældre/kærester for at få varmen…Og når de var vågne, skovlede de sne – og hvis de havde penge var de på Exxos hele natten… Hvis de ikke havde penge, var de på Exxos fra kl. gratis indgang og drak sig stive i sjatter 🙂
Og levede forresten af leverpostejsmadder og de store spande peanutbutter, den enes far havde med hjem fra USA.
Man smug-pakker sine ting, gør man -samt viskestykker stjålet fra sin mor – i plasticposer, og flytter gradvist, indtil man (chicken-agtigt, I know) ringer hjem fra kærestens mor og fortæller, at man er flyttet hjemmefra…

Dengang var det hylende morsomt at flytte – og det helt uden de grimme brune.
Egentlig burde jeg jo få en form for rabat? Jeg har dæleme købt mange!!!  Køber dem forskellige steder, så sælgerne ikke skal få ondt af mig, eller tror, jeg bruger dem til et eller andet perverst. Eller også burde jeg i virkeligheden plante en hektar skov – mindst – for at kompensere for al det pap, jeg har brugt. Og de holder sgu ikke evigt, selvom jeg altid har nogle leftovers på lager…

Nogengange er det sjovt, man pakker kasserne sammen med sommerfuglene i maven, glæder sig over det nye sted man skal bo, det nye liv man skal have. Så er pakningen nærmest en leg. Og man mærker slt ikke, man skærer sig på det pokkers pap, når man samler kasserne. Man tænker ihh og åhh når man pakker tingene sammen, og forestiller sig dem det nye sted.

Men efter et vist antal flytninger, bliver man pissetræt af at pakke det samme lort ind og ud og op hele tiden. Og mærkeligt nok, er det altid det, man holder mest af, der smadrer?

Jeg har flyttet for lidt: Et pænere badeværelse, altan,badekar, billigere husleje, større stue, pæne vinduer, fyldningsdøre, stueetage, skråvægge, ekstra værelse… You name it og jeg har sikkert brugt netop den grund til at flytte (igen)! Jeg er kendt som hende, der aldrig har nok kasser, spørg mine veninder om de er trætte af at flytte ting i vasketøjskurve og plasticposer? Men det er altså ubehageligt at bruge penge på noget så grimt, som de brune!
Jeg har faktisk boet i 5 ud af en lille ejendoms 11 lejligheder. På omkring 7 år. Men der er mange år siden.

Så har jeg flyttet for meget: En pludselig opdukken af Mr. Right rykkede mine stakkels fastgroede Næstved-rødder op (og ungens med), og så forlod vi alt og alle. Samt nogle af de ting, han ikke kunne lide.
Dem kunne jeg såmænd bare have pakket, han ville aldrig have opdaget det. For efter et år, stod 98% af kasserne stadig i garagen, hvor de blev sat, da vi flyttede ind 18. juli 2006…
For det, der skulle have været rammen om vores lykkelige sammenbragte form for familieliv, blev ligesom aldrig færdigt ( og er det stadig ikke) Var det mon derfor, vi aldrig kom til at ligne dem her?: