Jeg har vist engang tidligere nævnt, at jeg har en tendens til at holde med de svage.
Det er jo i og for sig en temmelig prisværdig egenskab – når jeg nu selv skal sige det.
Men hos mig er det mere en sygdom end en egenskab – det kammer fuldstændig over.
Som nu med denne her slange-business:

Min veninde var på besøg i søndags, og skulle jo lege Sankt Jørgen og Dragen anno 2012 – hun er ikke bange for slanger (i modsætning som mig, som er fuldstændig hysterisk og bliver tudevorn, når jeg ser en. Måske det stammer fra dengang jeg i Texas red på hesten “Dynamite” (som levede pænt op til sit navn) og blev advaret kraftigt mod at falde af, for vi red i et Rattlesnake-area?)…
Nå men Majken skulle så fjerne min snog, der bor ved hoveddøren. Men så var Majkens moster her også – mere om hende en anden gang – og hun sagde, at det betød held at have en slange boende, om jeg ikke havde set “Et hus i Toscana”? Jo da, det er den, hvor hun vælter sig i skønne italienske mænd (yes please) men jeg huskede intet om en slange?
Og da så “min” slange slangede sig foran trappestenen, syntes jeg pludselig, at det var synd for den.
Så den fik lov at blive. Og hvem kan ikke bruge lidt held?
Arh men altså! Helt ærligt! Jeg kom først – jeg fortryder jeg fik ondt af den, for hvem siger, den ikke stadig “bor hjemme”? Med begge sine forældre (på hver 132 cm) 12 søskende – og måske også bedsteforældrene?

Nu gider jeg ikke mere! Jeg vil være en hård banan. Ikke have ondt af nogen, i al fald ikke slanger!
Så nu går jeg og er ved at dø af skræk, hver gang jeg skal ind og ud ad døren.
Hvilket er ret tit. For jeg er ligesom ved at lave have.

I dag på Møn – var hos boghandler i Stege – var jeg så heldig, at der ude foran en blomsterbutik stod 3 spande med blomsterløg for 15,- stk.
Jeg købte hele baduljen – og til næste forår vælter det forhåbentlig op med tulipaner, hyacinter og andet godt!