I søndags var jeg med min hest og en anden ekvipage til agility for heste. Kom med på et afbud, og det er jeg ret glad for. Jeg har jo ellers verdens mest cool hest. Hun er nem at have med at gøre, går lige op i traileren og er ikke bange for så meget. Bortset fra blæsevejr. Her hvor vi bor er der desværre ikke så mange ridemuligheder. Vi skal den lange vej forbi golfbanen (kors, hvor er det fristende at ride ind over, men det koster 250,- pr hov man har sat), længere ud ad en anden lille vej og så kommer der et villakvarter, som det bare er dødens pølse at ride igennem.
Men så kommer man ud på landet igen, med grusveje og mulighed for lidt fart og pæn natur. Og et sted er der en lille træbro over åen (som er en af grundene til de begrænsede ridemuligheder) hen til en grusgrav. 3 gange har jeg været dernede, uden at kunne få krikken over broen. Hun står bare stiv som et bræt.

Hængebroen undersøges

MEN.
Til dette agilityhalløj var der “broer”. En almindelig en, en hængebro der gyngede lidt samt en stor vippe.
Og ved hjælp at tålmodighed og teknisk snilde, lykkedes det til sidst at komme over dem alle adskillige gange. Jeg var glad og hesten cool og træt. Vi gabte om kap, da det var slut og vi skulle hjem.
Nu glæder jeg mig til at vejret bliver lidt bedre, så vi kan komme ned og kommer OVER den rigtige bro.
For jeg har nemlig hørt, at ikke så langt fra broen skulle det være muligt at ride i noget skov. Og det er jo bare det ultimative.

Der drikkes vand der, hvor vi vasker hestenes madspande