Anmeldelse af “Pigen uden navn” af Christina Baker Kline,
Udgivet 27. januar 2016, 326 sider Bogen kan købes på Plusbog her Læs uddrag her |
Jeg elsker denne bog.
Den er forfærdelig, tragisk, smuk og rørende. Og så bygger den på virkeligheden.
Den er forfærdelig, tragisk, smuk og rørende. Og så bygger den på virkeligheden.
Vidste du, at mellem 1854 og 1929 transporteredes mere end 200.000 forældreløse, hjemløse og forladte børn i tog tværs gennem USA?
Her gjorde togene stop ved stationer, og der blev holdt en slags auktion over børnene,
Folk valfartede til stederne, for at se, om der var én de kunne bruge. De kunne få/tage et (eller flere) børn, blot ved at love at barnet fik kost og logi og skolegang. Myndighederne fulgte sjældent op på børnene og ikke alle var lige indstillede på, at indlemme barnet som en del af familien.
For mange gjaldt det om gratis arbejdskraft. Ikke mange af børnene fik kærlighed. Nogen fik for meget.
Folk valfartede til stederne, for at se, om der var én de kunne bruge. De kunne få/tage et (eller flere) børn, blot ved at love at barnet fik kost og logi og skolegang. Myndighederne fulgte sjældent op på børnene og ikke alle var lige indstillede på, at indlemme barnet som en del af familien.
For mange gjaldt det om gratis arbejdskraft. Ikke mange af børnene fik kærlighed. Nogen fik for meget.
Jeg kendte ikke til denne grimme del af USAs historie, Det gør jeg nu, og bogen har gjort et meget stærkt indtryk på mig.
Vivian er en gammel og velhavende dame. Molly er et uregerligt og uelsket plejebarn på 17.
Molly er rastløs og ulykkelig, hun bor hos et ægtepar, der ikke er videre interesserede i at have hende.
Hun er goth og hendes sorte ydre passer fint til det indre.
Hun stjæler “Jane Eyre” på biblioteket, uvidende om, at biblioteket har tyverialarm.
Med fare for at blive smidt ud af plejefamilien og havne i ungdomsfængsel, ser det sort ud for Molly. Sammen med sin sagsbehandler finder hun frem til en løsning, som hedder samfundstjeneste.
Molly har en kæreste, Jack. Og han kender en gammel dame, som har brug for hjælp til at rydde op på loftet…
Sådan mødes Vivian og Molly. Vivian ved ikke, at Molly aftjener samfundstjeneste, men tror det er som led i et skoleproject, at Molly hjælper hende.
Vivian genkender noget af sig selv i Molly.
Ensomhed og længsel efter kærlighed og dét, at høre til et sted.
Oprydningen på Vivians loft tager tid og sætter gang i Vivians hukommelse.
Langsomt oprulles hendes historie for Molly (og læseren):
Vivian var togbarn. Som rødhåret irer var hun ikke blandt de første, der blev valgt.
Hun havnede forfærdelige steder. Blev udnyttet og misbrugt. Hun hungrede efter at ende hos en rigtig familie. Blive holdt om og få fortalt historier. Være elsket og høre til.
Hun var barn af fattige irske immigranter, der ligesom så mange andre rejste til Amerika i håbet om et bedre liv. Det blev bare ikke bedre.
Hun havnede forfærdelige steder. Blev udnyttet og misbrugt. Hun hungrede efter at ende hos en rigtig familie. Blive holdt om og få fortalt historier. Være elsket og høre til.
Hun var barn af fattige irske immigranter, der ligesom så mange andre rejste til Amerika i håbet om et bedre liv. Det blev bare ikke bedre.
Venskabet med Vivian betyder meget for Molly. Hun har i sagens natur vanskeligt ved at knytte sig til andre mennesker, for hun er jo altid på vej til en ny plejefamilie, en ny skole, et nyt sted.
Hos Vivian finder hun forståelse uden fordømmelse.
Efterhånden som flere kasser, kufferter og æsker bliver pakket ud og gennemgået, dukker der flere og flere ting op, og Vivian fortæller Molly sandheden – en sandhed som Vivian har brugt en menneskealder på at fortrænge.
En usædvanlig smuk, rørende og tankevækkende bog.
“Den ene er 17, den anden er 91,
men de har mere til fælles,
end de tror “
(Citat fra bogens bagside)