Var nok dengang jeg skulle på blind date, og pludselig ville være sådan en, der kastede mig ud i nye og ukendte ting.

Nu har jeg gjort det igen.

Altså ikke en blind date. Jo, på en måde. Mødte i hvert fald en masse, for mig, ukendte personer.

Mandag ringede Randi, “moderen” til Nannas hundeven Saxo. 

Hun havde lagt en masse beskeder på min mobil, noget med et modeshow, og om jeg ville med? 

Nu har jeg så aldrig været til modeshow, og ville sige nej tak – lugter lidt af Tupperwareparties, og dem gider jeg heller ikke.

Men det viste sig, at hun ville have mig til at gå model til et modeshow – dobbelt nej tak!

Men så mens jeg stod trippende og ventende på toget på Vanløse station, for der en lille djævel i mig (watch out på de stationer!) og jeg tænkte hva’ fanden! 

Man skal udfordre sig selv, gøre noget man er bange for og bla bla bla…

Det hjalp jo også lidt på det, at man ville få et gavekort til butikken og der samme aften var – 25% på alt.

Så jeg sagde ja.

Og fortrød det lige indtil det var overstået i går aftes.

Nej det er faktisk ikke helt sandt. Jeg syntes det var skide skægt.

Mandag aften var vi ude at prøve 6 sæt tøj hver i butikken. Min størrelse 34 (lårene har ikke helt fattet det med størrelser?) vanskeliggjorde det lidt, men der kan være meget for langt bukseben nede i en støvle.

Fik set mig selv i en masse kluns, jeg ellers aldrig ville have prøvet af mig selv. Og havde faktisk HUE på!

Ja, jeg ved godt, at det der med huer er helt normalt. 

Bare ikke for mig. Jeg har ikke haft hue på siden dengang i 80’erne, hvor man gik med skihuer… sådan nogle vildt uklædeligt stramme sager. Min var rød og lyseblå, husker jeg tydeligt.

Problemet er bare, at jeg ligner en, der er vokset op på en institution, når jeg har hue på. Ligner virkelig en stakkel, en hjemløs/mongol blanding. ( Ja ikke for at fornærme nogen,  bare for at illustrere).

I årevis har jeg pissefrosset halvdelen af året, haft ører der er faldet halvvejs af. Bare fordi jeg ikke ville have hue på. og været misundelig på den der virkelig grimme måde, over alle de piger/damer/kvinder, der så søde og varme ud i sjove og fine og pæne huer. 

Men slut med det! Nu vil jeg også have en hue! For jeg lignede ikke en spasser??

Nå…

Men torsdag aften gik det altså løs med det modeshow. 

Vi var fire voksne (ja må jo nok snart acceptere, at jeg er en af dem) og to unge damer. Og havde hver 6 sæt tøj vi skulle vise.

Første gang jeg skulle ind, var jeg ved at dø af skræk. Jeg havde jo ligesom aldrig, aldrig nogensinde prøvet det før. Men jeg hverken faldt eller kastede op, og what doesn’t kill you makes you stronger og anden gang gik bedre.

Det skulle gå skide hurtigt med at skifte.

Og det var det sjoveste af det hele. Bare at flå tøjet af og smide det på gulvet, og så var der en anden, der samlede det op! Det er nok 37 år siden, der sidst er nogen, der har samlet det tøj op, som jeg har smidt på gulvet. Udover mig selv, altså.

Og så var det slut.

Og jeg har gjort noget, jeg ikke turde. Igen.

Og jeg døde ikke. Tror heller ikke jeg blev vildt til grin. Eller lam. Eller blind. Eller noget andet slemt.

Tværtimod.

Så havde jeg det sjovt. Og fik noget nyt tøj. Og blev stolt over mig selv. Det var det bedste.