Så faldt der en sten fra mit hjerte.
Vågnede fortumlet -og som sædvanlig ikke udsovet – tirsdag morgen kl. tidligt.
Tjekkede straks mobilbank for saldo – og endelig endelig, efter næsten en måned, var mit depositum tilbageført!
Dog ikke hele det beløb, vi var blevet enige om – men godt nok.
Og jeg lader den stå der. Altså lader den ligge. For beløbet førte jeg over på min lillebrors konto – det var ham, jeg havde lånt dem af.
Utroligt, hvad det kan gøre ved ens humør, sådan ikke længere at have noget ubehageligt hængende over hovedet. For min bror rykkede mig, som rykkede den tidligere udlejer, som rykkede gevaldigt i tøjret. Det vil sige, han svarede mig aldrig. Og først da min bror ringede til ham – jo fra et nummer han ikke kendte – kom der hul igennem. Han svinede min bror til. Men nu har han betalt.
Og fred med det. Jeg gider ikke kæmpe med ham længere…
Faktisk er jeg ligesom ved at være lidt træt af at kæmpe.
Mit store og overudviklede retfærdighedsgen gør ellers, at det er noget jeg gør hele tiden.
Men selv en kriger bliver træt.
Og jeg trænger til leave. Til fred.
Så ejeren af rækkehuset, som jeg lige er fraflyttet, slipper for en tur i huslejenævnet. LLO mente ellers jeg kunne vinde en sag og få husleje tilbage. For den var urimelig høj.
Men go with peace, Hr. Bolighaj. Du blev rig og jeg får fred.
For hvad mon betyder mest: Penge på kontoen eller fred i sindet? Alle kampe er ikke værd at kæmpe. Ikke når det resulterer i total rastløshed og søvnløse nætter, evig tjekken af mails og tømning af postkasse.
I går var jeg alene hjemme. Faldt for første gang i månedsvis i søvn på sofaen (og missede Zumba). Det var skønt. Men det har jeg ikke haft ro til længe.
“Du får ret og jeg får fred” – den er alligevel ikke så dum…
Men tro nu ikke, jeg er blevet tandløs. Trænger bare til pusterum og ro nok i røven til at falde i søvn på sofaen.
Og som før, gå en dejlig tur i skoven med vovsen, uden at skulle spekulere over det ene og det andet.