Så har jeg modtaget den første anmeldelse, og Monaelisabeth deltager nu i lodtrækningen om “En pålidelig hustru” (læs mere om denne lodtrækning ved at klikke her)
Så er jeg klar med min boganmeldelse af Karl Ove Knausgård ‘Min Kamp’, Lindhardt og Ringhof, 2009.
Bogen er Karl Ove Knausgårds 3. bog, og handler primært om hans forhold til sin far, og dennes død. Bogen er selvbiografisk, og har i Norge vakt debat om, hvor tæt man kan gå i beskrivelsen af hverdagen, og de mennesker, der befolker den.
Døden er et tema, man møder det allerede på første side, som skydes igang med en beskrivelse af selve dødsprocessen. Dette ud fra en faktuel og deskriptiv vinkel, fakta siden af døden, så at sige.
Så spoler ‘filmen’ tilbage til K O Knausgårds barndom i Sydnorge i 70’erne. Første gang vi møder ham er han 8 år, og er intens og hudløs i sin beskrivelse af stemningen i barndomshjemmet, der er oversvømmet af faderens emotionelle stemninger. K O og hans bror er som på nåle, for hele tiden at registrere faderens humør. Hjemmet og opvæksten er hvad man kan kalde ‘almindelig’, og er et tidbillede af livet i 70’erne, og ungdomsperioden i 80’erne.
Beskrivelsen er krydret med livsfilosofi og har både nerve og dybde.
Da KO er 30 år dør hans far. Det er første gang han ser et dødt menneske, og bogens handling ændrer sig til at dreje sig om den uge der går, fra KO og hans bror får dødsbudskabet (de havde set frem til faderens død), og til begravelsen, som de tager til Kristianssand for at arrangere. På det tidspunkt har KO ikke set sin far i 1 1/2 år, og tror ikke det vil berøre ham noget særligt, andet end med en vis lettelse. Der kommer til at forestå et større oprydningsarbejde, både konkret og emotionelt. KO’s reaktion kommer bag på ham selv, og det går op for ham, at han altid har kæmpet for at hans far skulle se ham. Og de momenter der har været af venlighed fra faderens side, rammer ham dybt nu, hvor han får øje på dem.
Bogen går meget tæt på Knausgård selv, og hans familie, og det er det, der giver bogen nerve. Bogen forholder sig reflekterende og med stor indsigt og indlevelse – Knausgård er både nænsom og skånelsesløs i sin beskrivelse. Ikke mindst af sig selv.
Bogen fangede mig fra første side, og det er svært at lægge den fra sig igen. Også mentalt.
mvh Mona
dqpage.blogspot.com