Anmeldelse af Emma Hamberg “Forårsjagt”,
forlaget Aronsen
Emma Hamberg afslutter her sin skønne trilogi om Rosengädda.
Her er dømt total svensk socialUrealisme på den allerfineste og mest underholdende måde.
Siderne vender sig selv, belagt som de er, med beskrivelse af lækker mad samt kærlighed krydret med lidt sex. På den gode måde.
 |
|
Udgivet 26. april 2016, 416 sider
Læsningen er virkelighedsflugt af karat. Intet er realistisk, men meget nemt at sluge, drømme sig ind i og nyde. Faktisk er det helt umuligt at lade være med at blive revet med.
Tessans restaurant i den gamle stationsbygning går godt. Det hele er godt. Men så kommer Tessans mor pludselig. Den mor, Tessan kender som en kold og kontrollerende, rengøringsvanvittig og skrækkelig kvinde dukker op. Med farvet hår og usammenhængende sætninger, med rod og strømper, der ikke matcher.
Vi læsere ved godt, at Tessans mor er syg. Dødssyg. Hun har solgt alt, hvad hun ejer, for at komme og tilbringe den sidste tid hos Tessan, hvor hun vil forsøge at råde bod på sit elendige moderskab. Tessan ved hverken at moren er syg eller hvorfor hun er kommet.
En anden fremmed kommer og søger det job som altmuligmand med kost og logi som eneste belønning, som Tessan havde opgivet at få respons på.
Han kalder sig Erland. Påstår, at han er svensk, men taler som i en gammel svensk film og har en meget usvensk væremåde.
Jeg vil ikke røbe mere her.
Jeg vil blot anbefale dig at læse hele serien, som er vidunderlig læsning.
Og hvis du ikke kender Emma Hamberg, kan jeg også anbefale “Svømmeprøven” og “Brunstkalenderen” – begge fremragende feelgood bøger.
Rækkefølge på Rosengäddatrilogien:
|