Det har været en kold weekend. Sneen ligger tyk og fed hernede på Sydsjælland, og jeg har haft svært ved at holde varmen i sommerhuset.

Til gengæld har jeg – efter at have været sneet inde et par dage – været ude i virkeligheden/offentligheden!

Lørdag fik jeg bilen op ad den sneklædte bakke og satte kursen ind mod byen. Alle andre var åbenbart også kommet fri af sneen, men jeg fandt efter noget cirklen rundt en parkeringsplads. Gik ned til min nye yndlingsbutik, garnbutikken “Spinderokken“. Jeg er nemlig mod alt forventning blevet færdig med mit “Idonia-sjal” og havde brug for hjælpe til at hæfte de løse tråde ordentligt. Normalt plejer jeg bare at gøre det på bagsiden, og så er det jo ligegyldigt, hvordan det ser ud – men på sjalet er der ingen bagside.

Kom til at købe nyt og mere garn, og er nu i gang med Ingen Dikkedarer fra Petite Knit…

Om eftermiddagen kom en veninde fra Nordsjælland. Hun havde insisteret på, at vi skulle være sociale og ud at høre musik. En anden veninde blev lokket med. Vi var enige at jeg kørte og vi kunne splejse om en taxa hjem, hvis jeg skulle blive stangbacardi. Det blev jeg så ikke.

Det var en siddende koncert. Med irsk musik. Bandet hed The Kilkennys og var godt.

Jeg gad jo i virkeligheden overhovedet ikke tage af sted. Efter maden var jeg bar søvnig, og ville helst blive hjemme. Eller i det mindste tage af sted i det (varme og kedelige) tøj, jeg havde haft på hele dagen.

Men min veninde havde så fint tøj med. Og høje støvler… Så jeg smed mine jeans, indenunder havde jeg strømpebukser, hvorigennem jeg håbede, at min vinterpels (rart når man både er enlig og bor i koldt sommerhus) på benene ikke kunne skimtes. Fandt en kjole bag døren, der vist var lang nok til at dække hullet i de fornuftige, tykke strømpebukser. Snusede til armhulerne, kørte penslen med mineralpudder rundt i fjæset, smurte lidt lilla dims (kohl? Streg? Eyeliner? aner ikke, hvad det hedder nu om dage. Men jeg véd, at bruncreme ikke længere hedder bruncreme)!

Da vi kom ind i foyeren, som var fyldt med mennesker, undrede vi os over, at alle var så gamle. Nydelige og gråhårede. Så kiggede vi på hinanden…  og blev enige om, at så gamle er vi da ikke.

Vi kom til at sidde foran min latinlærer fra gymnasiet. Hun hilste pænt og undskyldte, at hun havde glemt mit navn. Det var så helt ok, eftersom det er over 30 år siden. Efter pausen prikkede hun mig på skulderen og spurgte, hvor jeg havde fundet den pæne kjole, den havde en vdunderlig blå farve og var lige, hvad hun havde ledt efter. Jeg ventede med at grine, til jeg havde vendt mig om.

Skulle jeg blive fornærmet eller tage det som en kompliment, når en ældre dame vil “have” min kjole?

Efter koncerten gik vi på Irish Pub. Der var vi i maks. tre kvarter. Jeg orkede ikke. For mange (fulde) mennesker og for meget larm.

Min ene veninde blev kørt hjem og den anden sov her.

Efter lang tur til Enøbageren i strålende sol og bidende kulde, spiste vi. Jeg hæftede ender på sjalet og skyllede det op. Det ligge nu til tørring.

Da min veninde kørte hjem gik jeg i gang med ingen dikkedarer, mens jeg hørte “Sommerfugleklanen” på lydbog.

Jeg har strikket 4 cm – nu skal jeg til noget raglanudtagning og vendestrik. Aner ikke, hvordan jeg skal gøre noget af det. Så jeg vil gå i bad, så jeg er klar til den lange tur i morgen på sne- og isglatte veje.

Det var en fin weekend. Jeg har været alene, læst, strikket, lufet hund OG været både social og kulturel.