Sikke en vidunderlig dag – so far…
Klokken er kun 17.10, og der kan nå at ske meget endnu
(7-9-13)…
Jeg sov længe, vågnede, tog en kop kaffe og tøj på og skulle så bare lige lufte Nanna, inden jeg skulle i bad.
Jeg har stadig ikke været i bad. Selvom jeg trænger gevaldigt. For i går var også en dejlig dag; jeg arbejdede hjemme og blev tidligt færdig. Satte mig så om i det, der fremover med rette kan betegnes som solkrogen:
Gammelt billede, i går var der endnu skønnere |
Der var 21 grader, og jeg sad og læste og drak kaffe, mens hunden – der var tøjret til det massive bord/bænkesystem, holdt stirrekonkurrence med en kat, der sad i behørig sikkerhed lidt længere væk.
Det har taget hele dagen. Frem og tilbage med trillebør, grave jord bag huset (har virkelig slatne arme) og køre hen og læsse i bedene.
Først røg alle de gamle potter, der ikke har overlevet vinteren i kassen. Fedt at stå og smadre!
Så et ordentlig lag hestemøg (stalden ligger lige ved siden af – det gør møddingen også), derefter mange læs jord.
Og som sædvanlig fik jeg ikke gjort tingene, som jeg havde tænkt mig. Har siddet et par aftener med havebøger og -blade, drømt og planlagt, hvordan det hele skal se ud, hvilke planter jeg vil have…
Men jeg blev ligesom grebet af stemningen ude i den have. Og så kom jeg til at plante mange af de planter, der de sidste mange år – eller for nogles vedkommende knap så længe – har stået i potter.
Jeg har knaldet en masse løg ned, selvom det vist ikke lige er tiden til det. Kommer de, så kommer de – og kommer de ikke… Så bliver jeg sur.
Det ser lidt sørgeligt ud og jeg kan slet, slet ikke vente, til det begynder at ligne noget. Men der er små knopper på det meste – så det vare vel ikke så længe?
Jeg har stadig 3 kasser – det er pallerammer, vildt nemt – jeg mangler at fylde. Planen er, at jeg vil sætte noget armeringsjern på den side, der vender ind mod terrassen – og så skal der plantes klatreroser, kaprifolie og klematis. Så bliver der lidt afskærmet med tiden.
Lang vej endnu |
Men jeg orker ikke mere i dag. Jeg er helt smadret. Måske også fordi det eneste jeg har fået spist, er 5 lakridser og en lille bitte smule chokolade?