“De hængte hunde” – boganmeldelse

Anmeldelse af Jens Henrik Jensens “De hængte hunde”,

Udgivet 24/10-13 

Jeg har læst alle Lars Henrik Jensens andre krimier, men af en eller anden mystisk grund, ikke denne.
Det er der nu rådet bod på – og er jeg lige glad for det!
Den tidligere elitesoldat Niels Oxen er den højest dekorerede soldat i Danmark nogensinde. På trods af det – eller netop derfor? – lever han en forhutlet tilværelse i København. Han undgår menneskelig kontakt og indbyder heller ikke til det, med sit vildtvoksende hår og skæg og ildelugtende krop. Han lever fra hånden til munden med samojedespidsen Mr. White.
Hunden er det eneste levende væsen, han omgås. I hans omfangsrige rapport fra forsvarets psykolog er han diagnosticeret med PTSD. Han er også en vaskeægte helt, der flere gange har reddet soldaterkammerater fra døden.
I bogens start begiver han sig fra hovedstaden til Rold skov, hvor han slår sig ned for at bo i fred med sin hund. Men freden forstyrres, da han observerer noget mystisk ved det nærliggende Nørund Slot. Han nærmest snubler over en død mand og får en hængt hunds pote i ansigtet.
Ejeren, den højt respekterede, tidligere ambassadør Hans-Otto Corfitzen myrdes, og da der findes spor af Oxen og Mr. White på godsets jord, mistænkes han hurtigt og hentes ind på politistationen.

Andre steder i verden finder mænd deres hunde hængt, for så selv kort tid efter at dø.
Det viser sig, at der er en sammenhæng mellem disse mænd – og det handler om magt.

Oxen er først mistænkt, men bliver så tilknyttet PET, hvor han uofficielt får frie tøjler – og et anseeligt beløb for at hjælpe med opklaringen.
Som partner får han den etbenede Margrethe Franck. De er et usædvanligt godt makkerpar og bogen er hæsblæsende og åndeløst spændende.
Jeg vil ikke røbe mere, kun opfordre dig til at læse bogen, og takke Jens Henrik Jensen for at skrive så fantastisk! Jeg skal helt sikkert have fat i “De mørke mænd”, som er anden del af trilogien om Oxen.

Du kan læse et uddrag af bogen her
Eller købe den her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.