Anmeldelse af Lisbeth Bruns “Vejs ende”
 |
| Udgivet 6.10. 2006 |
På et eller andet tidspunkt for længe siden, købte jeg denne bog i paperbackudgaven. Af en eller anden grund tiltalte den mig, men jeg har haft den liggende i årevis uden at læse den. Det gjorde jeg så fredag-lørdag på min lille ferie.
Og hold da op. Tænk jeg har haft sådan en perle liggende.
Det er intet mindre end en fuldstændig fantastisk bog, der flere gange fik mig til at sidde og stirre ud i luften (og tænke) under læsningen.
Arkitekten Lærke er sidst i 30érne og har hverken mand eller børn. Hun ånder og lever for sin karriere i København, indtil den dag, hun går ned med stress.
Under et møde forlader hun bordet og sætter sig på toilettet, hvor hun græder og græder. Og så er det slut med livet som hun kender det.
Hun kommer til at gå hos en psykolog og vi ser tilbage på hendes barndom og opvækst I Lendrup, Nordjylland.
Da hun er kommet en anelse til hægterne flytter hun tilbage til Lendrup Strand, hvor hun køber en cigarkasse af et sommerhus.
Bogen er et smukt billede af et lille samfund. Lisbeth Brun skriver helt ufatteligt smukt og detaljeret, og sagt med en klassisk kliché, er det som at være der selv.
Det er en beskrivelse af Lærkes kamp for at vende tilbage til et “normalt” liv, og vi finder ud af, hvorfor hendes liv blev fyldt med arbejde og ikke med kærlighed og mennesker.
Jeg har til min glæde erfaret, at dette kun er første bind i en serie – jeg må have fat i resten!
Læs mere om Lisbeth Brun her.
Læs mere om Lisbeth Brun her.