Hjemme igen

Vi haft nogle vidunderlige dage dernede ved Roskilde fjord.
Redet dejlige ture, læst et par gode bøger, spist, slappet af badet og solet os. Ikke mindst hunden har nydt de lange ture og har fået pisset grundigt af. Nu ved alle hunde i  området, hvem Nanna er.

Vandhunden Nanna

Min hest var ikke vant til at gå sammen med Glaumur, derfor kom hun i brunst og var svær at håndtere. Gad ikke stå stille under opsadling/opstigning og var svær at ride. Turen til Boserup skov var derfor lidt af en prøvelse, men var alligevel en dejlig oplevelse. Vi mødte bus og lastbiler, motorcyklister, pedalcyklister og hvad ved jeg, på vej i skoven. Inde i skoven var det første vi mødte, det yndigste lille rådyr, der ikke var bange, men bare stod og stirrede på os få meter væk. Min hest var dog (som den eneste) ikke videre imponeret over synet og ville bare af sted. Vi ville have redet op til min farfar og farmors gamle skovfogedbolig, men der var desværre ridning forbudt. Som den lovlydige borger jeg er, red vi så ikke derop. Vi holdt en pause (lettere forjaget pga. brunstig krikke) ved Traktørstedet. Det viste sig, at der boede engang en Hr. og Fru Christensen, som passede min far.

Traktørstedet i Boserup skov. Et besøg værd

Det var rart at komme lidt hjemmefra. At ride andre steder og opleve nye ting. Jeg har gået mange ture med eksén, dengang han ikke var eks, og hver gang har jeg sagt “bare jeg sad på en hest”. Det var fedt nu endelig at sidde på sin hest disse steder.

Jeg fik bl.a. læst Arne Dahls “Stoleleg” og Lisbeth Bruns “Vejs ende” – begge gode bøger, der snart kommer anmeldelse af.
Lørdag eftermiddag blev vi hentet ved 14 tiden. Dagen var enorm trykkende og varm, og ingen af os orkede ride. I stedet ryddede vi op, pakkede og gjorde rent, så vi kunne aflevere en pæn lejlighed igen.

God ferie derude 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.