Boganmeldelse: Jill Mansell: “Til månen og tilbage”, forlaget Gyldendal
447 sider, udgivet 22-3-12 |
Onsdag var en dejlig dag: Denne bog lå i postkassen. Desværre havde jeg gæster og kunne ikke gå i gang med det samme. Så var torsdag bedre: læste som en gal hele aftenen og til bogen var slut lidt over midnat.
Jeg ELSKER Jill Mansell. I hvert fald Jill Mansells bøger!
Det er chicklitt når det er bedst.
Underholdende, fnis- og tårefremkaldende og fantastisk selskab.
Vores hovedperson hedder Ellie. En lykkelig kvinde, gift med sit livs kærlighed. Jeg røber intet (det står også på bagsiden) ved at fortælle, at Ellies mand Jamie pludselig dør.
Og så er Ellies liv noget helt andet. Vi springer 1 år og 3 måneder frem i tiden, Ellie er stadig tynget af sorg, men bevæger sig langsomt fremad. Efter at have haft sin svigerfar Tony (en verdensberømt skuespiller) på besøg første gang siden begravelsen, flytter Ellie til en anden lejlighed i Primrose Hill. Tony var chokeret over at se lejlighedens stand og høre de (temmelig underholdende) underboere ytre sig højlydt – han køber en lejlighed, som han påstår han vil bo i når han er i London, og Ellie vil gøre ham en tjeneste ved at passe den for ham.
Så starter en hel ny del af Ellies liv.
Hun får en ny veninde, den fallerede popstjerne Roo, et nyt arbejde hos Zack.
Men stadig får hun dagligt besøg af Jamie. Hun fremmaner ham, taler med ham og savner ham forfærdeligt.
Det allerbedste ved Jill Mansells romaner er alle de side historier, hun fortæller.
Vi møder en smuk kunstmaler(inde), to håbefulde manuskriptforfattere, en gammel læge med stok, en notorisk ægteskabs(for)bryder – og en lang række andre underholdende personer.
Jeg blev ved at læse selv om jeg var ved at dejse om af træthed – måtte bare lige have slutningen med.
Og næste morgen fortrød jeg, det var gået alt for hurtigt! Nu glæder jeg mig bare, til næste Jill Mansell bog kommer!
Jill Mansell blev før udgivet af forlaget Thaning & Appel – som blev solgt til Gyldendal. Og jeg frygtede, de ikke ville fortsætte med at udgive hende. Men TAK, Gyldendal! – I gjorde det!
Som du nok kan fornemme, er dette en bog jeg VARMT kan anbefale! En LÆS DEN KØB DEN…
God fornøjelse!