Udgivet 18/6-12, 364 sider

Jeg var jo egentlig i gang med at læse en anden bog, men så fik jeg fingre i denne her mandag eftermiddag. Og tirsdag eftermiddag blev jeg så færdig med den, og nej – jeg har ikke ferie, bare søvnmangel.
Åsa Larsson er en af mine absolut yndlingskriminalromanforfatterinder!
Hun skriver godt og medrivende – plottet er som altid godt og uigennemskueligt. Måske er denne den bedste af hendes hidtil fem bøger på dansk?

Rebecka Martinsson er stadig hovedperson, og tak for det!
Den foregår i området omkring Kiruna, hvor Rebecka bor med sine to hunde i farmoderens gamle hus.
I Stockholm har hun efterladt kæresten Måns og en forrygende karriere i et stort advokatfirma.
Her er hun “bare” anklager.
En bjørn bliver skudt. I bjørnens mave finder man rester af et menneske. Senere bliver en kvinde myrdet – og hun er absolut ikke den første i dén familie, der dør pludseligt. Hendes søn er tre år tidligere kørt ihjel af en flugtbillist…
Og nu er der kun hendes 7 årige barnebarn Marcus tilbage – og  ham er der nogen, der ønsker død.
Rebecka studser over de mange dødsfald i kvindens familie, og begynder sin egen efterforskning med hjælp af Krister (politimand og hundeelsker) og den kræftsyge retsmediciner Pohjanen.
Personerne står levende for én, når man læser denne bog. Man kommer til at holde af Krister med det vansirede ansigt og den slet skjulte forelskelse i Rebecka, af Sivving, hendes gamle nabo og ven  – og man afskyr Carl von Post som:”Hänen ej ole pistää takaisin ja nussia uuesti” – oversat af forfatteren som “Der er ikke andet for end at proppe ham op igen og kneppe ham om” (altså, han er så ussel, at man er nødt til at lave ham helt om).

Endnu engang må du til boghandleren. Men jeg har set, den er nedsat 🙂