Anmeldelse af Christina Bondes “Nattens sanger – besat”
Udgivet 7. april 2014, 318 sider |
Jeg blev kontaktet af Christina Bonde, som har skrevet en vampyrtrilogi, hvoraf “Besat” er den første i serien.
Jeg læser normalt ikke fantasy (har dog læst “Det smaragdgrønne atlas”) – er en af dem, der aldrig har læst hele Harry Potter serien – og da slet ikke noget om vampyrer! Men jeg lovede hende, at jeg ville give bogen en chance.
Og nu har jeg læst min første bog om vampyrer. Og vampyrkærlighed.
Jeg kan godt forstå at (især det yngre publikum) bliver fascineret af vampyrer.
Men samtidig føles det hele så langt ude, at jeg har svært ved at kapere det, jeg læser. Men det skal jeg ikke klandre bogen for! Christina Bonde skriver levende og godt, og det er ikke svært for selv mig at forstå, at så mange elsker genren.
Den kan anbefales til unge læsere og handler om Victoria Rose, der lever et liv i skyggen af et overfald, hun har været ude for.
Det store gods i byens udkant har fået ny beboer, Lucas. En mystisk, tiltrækkende mand. (Med hang til blod).
Victoria forelsker sig i ham og tilbringer meget tid på godset, hvor hun snart finder ud af, der foregår noget mystisk. Han fortæller hende at han er vampyr, og at hun er hans eneste eneste. Og snart skal Victoria vælge mellem livet, som hun kender det, eller livet med sin elskede.
Her er masser af romantik og kærlighed, men også gys og gru.