Anmeldelse af Patrick Ness “Monster”,
Udgivet 11. marts 2015 214 sider Kan købes her |
Det er ikke så tit jeg læser børne- eller ungdomsbøger, og slet ikke i fantasygenren.
Men denne her kunne jeg ikke lade ligge. Den kom med posten fra Gyldendal (som altså har foræret mig dette anmeldereksemplar) og lokkede med sin dystre forside. Jeg bladrede gennem bogen, jeg er jo ikke vant til bøger med illustrationer, og besluttede mig for, at den måtte jeg læse.
Det har jeg så gjort de sidste to aftener. Og bestemt ikke fortrudt!
Den handler om 13 årige Conor, som efter forældrenes skilsmisse bor alene med sin mor.
Faren har en helt ny familie i USA, Conor og hans mor bor i England. Conors mor er syg.
Conors mor har kræft.
Lige siden Conors mor blev syg har Conor haft de frygteligste mareridt om natten. Han bliver mobbet i skolen og føler at ingen ser ham. Alle undgår ham fordi hans mor er syg. Undtagen Harry og hans slæng, som forfølger og ydmyger ham.
Moren bliver mere og mere syg, hun bliver indlagt på hospitalet og Conor passes af sin mormor, med hvem han ikke har det bedste forhold.
Pludselig en nat 12.07 kommer et rigtig monster. Det er takstræet fra haven, der er vokset til gigantisk størrelse, kan tale, har hæslig ånde og prøver at skræmme Conor. Men han er ikke bange. Der er noget, han er meget mere bange for. At moren skal dø.
Og måske er det store monster slet ikke så farligt, selv om det er voldsomt og hærgende? Faktisk hjælper det Conor, men forlanger en pris: At Conor skal fortælle sandheden. Og det kan han ikke…
“En ekstraordinært rørende fortælling om at acceptere tab”