Anmeldelse af “Italiensvej”, Anna Grue
 |
| Udkom 28. maj 2015, 470 sider Kan købes her |
Handlingen i denne fantastisk dejlige roman foregår fra februar 1958 til august 1959 – fortrinsvis i København, men med afstikkere til Italien, hvor romanens ukuelige hovedperson Vittoria Contini kommer fra.
I februar 1958 sætter hun sig bag rattet i sin splinternye, flødefarvede Fiat 500 i byen Trastevere og sætter kursen mod Danmark.
Med sig har hun sit spædbarn, tøj, en papirspose fyldt med kontanter, varme tæpper, morens smykker og en Madonna-statuette.
Da hun ankommer til København, lejer hun et værelse på et tvivlsomt hotel bag Hovedbanegården. Naboen er Conny, som Vittoria bliver veninde med, selv om de er meget forskellige og ikke har meget tilfælles.
Vittoria er på flugt. Hun er konstant hunderæd for, at nogen fra Italien skal finde hende – men hun vil ikke fortælle den ellers hjælpsomme Conny hvorfor.
Vittoria er enke og forældreløs, og som barn af en dansk mor og en italiensk far, valgte hun at stikke af til Danmark.
Hun får plads i huset hos den kulturelle, piberygende og let kedelige læge, Ejnar Møller.
Han er enkemand, og trænger i den grad til én, der kan hjælpe med hans to børn og holde styr på det hele.
Bogen er en interessant rejse tilbage i tiden til dengang, hvor kvindens plads var i køkkenet (eller bag strikkepinde/lappegrej), tobaksrygning foregik overalt, revyer og natklubber havde deres storhedstid, sporvogne kørte på gaderne og Danmark, samt resten af verden, var under forandring.
Anna Grue har beskrevet det hele så godt og fint, at jeg vitterlig følte mig til stede.
De næsten 500 sider er desværre alt for hurtigt læst, for bogen er spækket med drama, kærlighed og forviklinger – og krydret med 50’er hverdag.
Den får mine allervarmeste anbefalinger! Rigtig god fornøjelse!