Det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker bøger. Jeg elsker at læse dem, jeg elsker at røre ved dem og at se på dem. Nu er det så bare det, at jeg er flyttet.

Efter fire måneder i et lille, lånt sommerhus (møbeleret) er jeg flyttet i et andet lille sommerhus. Et jeg har lejet på ubestemt tid, i en lille og hyggelig landsby. Efter fire måneder var jeg desperat. Jeg trængte til at se mine ting igen, have mit navn på en postkasse, føle mig hjemme. Jeg havde lavet opslag på Facebook og Instagram, meldt mig ind i diverse boligforeninger, men intet hjalp, før jeg hængte opslag op i små lokale købmændsforretninger og forderbutikker. Jeg tog det første der tilbød sig, 58 m2 med have og tilladelse til hund. Desværre (men i virkeligheden rart med alt det lys) består huset stort set kun af døre og vinduer. En kende overdrevet, okay – men bl.a. er det meste af stuen ligesom én stor karnap – vinduer all over the place. Skønt, fordi det føles som at sidde ude i haven, men ikke så skønt, fordi det er umuligt at placere nogle ordentlige, gedigne og voluminøse bogreoler nogle steder.

Så nu har jeg bøger alle vegne. I bunden af klædeskabet. I to gamle skabe i stuen (hvor der ellers skulle have været alt det der dumme og grimme rod, man altid har i form af fotoalbums, papirer og mystiske dingenoter, man ikke nænner at smide ud) ovenpå skabe, i lille reol og i vitrineskabet i køkkenafdelingen. Der er også stabler af bøger ved sengen, ved lænestolen og nu har jeg også bøger i en gammel ølkasse (hvem sagde mega retrohip?)…

Jeg er så heldig, at jeg ofte får tilsendt bøger fra forlag, og i dag, da jeg vovede mig ud for at rydde lidt op i en garagelignende bygning, fandt jeg søreme en pakke indeholdende to bøger fra Harper Collins Nordic og forleden kom min eks forbi med Minette Walters fra Modtryk.

Så ja, jeg må gøre et eller andet med de bøger. Jeg har fået mange forslag og ideer til, hvad jeg skal stille op med denne overflod: smide dem i brændeovnen (det komme så ALDRIG til at ske), lægge dem under sengen (der er ikke plads, og så kan jeg jo heller ikke se dem), forære dem væk (argh! Hvem giver sine børn væk?) – forslagene er ubrugelige!  Men et eller andet må jeg jo gøre. Ellers ender jeg i et tv program.

I mellemtiden vil jeg nyde dem. Jeg har ryddet en lille smule op i dem, nogle bunker behøver jeg ikke gemme. Jeg er jo ikke et bibliotek. Jeg behøver IKKE beholde ALLE de f´gode bøger, bare fordi jeg så gerne vil låne dem ud til en, der forhåbentlig får en ligeså god læseoplevelse som jeg havde. Andre igen, kommer jeg aldrig til at læse. Der er bøger, man går død i, bøger der bare ikke sif´ger én noget. Dem kunne jeg vel godt give væk…