I går kørte jeg 25 kilometer for at komme til rådighedsmøde på HK i Hillerød.
Efter at have ligget bag en ældre herre i grå bil og med blød hat – der tog de dér nye “sænk farten” plakater så alvorligt, at han kørte langt under hastighedsgrænsen- fik jeg overhalet ham og ankommet til tiden.
Jeg blev mødt i skranken af en mandlig ansat, der sagde, at jeg ikke havde udfyldt mit jobsøgningsskema korrekt. Det mente jeg så ligesom at jeg havde. Fortalte ham at jeg både havde holdt ferie og været på 6 ugers selvvalgt kursus, og der derfor var sammenlagt 8 uger, hvor jeg var fritaget for at søge job.
Han blev ved – og kunne ikke forklare mig, hvad det var, jeg havde gjort galt. Jeg påpegede, at jeg havde udfyldt og indsendt det hele 3 hverdage før mødet, som jeg havde fået besked på i “invitationen”.
Nå – men jeg gik op til mødet.
Og dette er, hvad jeg fik ud af det. Jeg stjal kuglepennen.
Surt opstød
Det var mit 2. rådighedsmøde.
På dagsordenen på powerpointen stod der 2.-5. rådighedsmøde.
Og så er det, jeg ikke kan forstå, at den meget positive, inspirerende og smilende dame (haha) fortalte nøjagtig det samme som på det første møde, jeg var til?
At der så sad en totalt hjernedød blondine og mente at mødet handlede om hende, er en helt anden sag – hun klappede ikke engang i, da hun blev bedt om det.
Nå – men det tog en time. Og jeg var så arrig, og det var den søde, meget nydelige dame der sad ved siden af mig også.
Normalt tegner jeg ikke kruseduller, men jeg blev simpelthen nødt til at bruge mine hænder til noget, så jeg ikke kom til meget infatilt at række fuck. Eller kvæle nogen.
Hvad fanden er det for en omgang spild af tid???
Skal man virkelig køre sammenlagt 50 km (man får jo ikke befordringsfradrag eller andet når man er ledig) og spilde en time på at høre “NYT SIDEN SIDST”, hvor HKkvinden fortalte os, at der er folk der er røget ud af dagpengesystemet – NO shit Sherlock – det kan man næppe kalde nyt?
Tænk engang at der bruges tid og ressourcer på at afholde den slags møder, bare fordi man skal.
Efter mødet fandt jeg den påståelige mand fra skranken. Og så kunne han lige pludselig godt se, at jeg havde udfyldt det hele korrekt. Også den del med ferie og uddannelse – men kunne han sige undskyld? Eller give mig ret i, at det mindste de i min A-kasse kan gøre, er at LÆSE alt det jeg SKAL indsende til dem.
Nej, vel?!