I aftes, da jeg skulle lufte hunden og gik ud ad indkørslen, kom der en mand gående i mod mig.
Nu er det altså de færreste, der går herude på vejen, som bare er en lille landevej. Jeg havde aldrig set ham før. Han taler i telefon og pludselig vender han om, og spurter af sted i den retning, han kom fra. (Jeg havde IKKE morgenhår!)
Det bliver mærkeligere endnu: Han drøner af sted op ad bakken, og så kommer der en bil kørende for fulde gardiner fra en lille, hullet sidevej – der fører ned til et par gårde og ellers mest bliver brugt af ryttere (som jeg),  hundeluftere (som jeg), og løbere (ikke mig).
Den bil standser og den løbende mand springer ind og bilen kører i min retning.
Jeg tager registreringsnummeret, har jo ligesom læst tilstrækkeligt med krimier til at vide, hvornår der er lusk under opsejling. Så prøver jeg at huske signalementet af de to mænd – og bilen.
For her i pinsen var der indbrud på nabogården…
Jeg overvejer at ringe til politiet. Men jeg vil jo så nødig ulejlige nogen… men på den anden side, hvis der nu havde været indbrud, og jeg havde set gerningsmændene og bilen – og ikke gjorde noget?
Det tumlede min samvittighed og jeg så en del med. Og først i morges tog jeg mig sammen og ringede til Nordsjællands Politi. Hvorfor var det lige, at jeg fik koldsved under armene? Jeg havde jo ikke gjort noget galt?!
Nå, men den rare betjent hører på min hakkende beretning om mystiske, løbende mænd og hurtige biler.
Da han får nummeret bliver der stille. Så spørger han om det var en Opel Astra. “Ha”, svarer jeg “det vidste jeg du ville spørge om! Men det ved jeg altså ikke. Men det var en stationcar og den var sort. Nej mørkeblå”.
“Det er en af politiets biler”, siger betjenten, hvorefter jeg slår en undskyldende (men smittende) skraldlatter op.
Undskylder jeg har forstyrret.
“Hvad de lavede, ved jeg ikke”, sagde betjenten, “Nogen gange laver politiet mærkelige ting”.
Det har han så ret i!