Så er det altså i hvert fald bare lidt forår!
Jeg glemte at sove længe. Ordnede terrassen bagved (fjernede en masse visne grene m.m.) inden kl 10. Iført sweater og sutsko uden at fryse. Tak sol!
Bagte brød og serverede morgenmad for to søvnige teenagere.
Og har tilbragt ca. 1½ time i hundeskov med to andre dejlige damer og deres hunde.
Overlevet et mareridt:
Hundene løb rundt og legede og vi gik og snakkede. Og pludselig kunne jeg ikke se Nanna (min hund) men kun de to andre. Hun plejer ellers aldrig at bevæge sig særlig langt væk fra mig. Vi gik langs søen, hvor isklumperne (store som haveborde) bankede mod kanten og på den anden side var en høj skrænt, hvor hundene – sidst jeg så Nanna – havde rendt op og ned.
Så ser man mig gå fuldstændig i panik. Jeg kaldte og kaldte på hende, forsøgte at komme op ad den mudrede skrænt, men måtte opgive.
Stæsede forbi to forbavsede friluftstyper mens jeg med panik i stemmen kaldte “Nanna! Nanna!” – de troede sikkert, det var et barn jeg kaldte på. Men der skete intet.
Gik tilbage, ad den vej vi var kommet. Forestillede mig, hvordan hun var nået tilbage til bilen og lå udsplattet på vejbanen. Eller på forundelig vis druknet i søen. Eller faldet ned af skrænten og brækket benet – eller endnu værre- halsen…
Forbandede mig selv over at have givet hende selen på, i stedet for det halsbånd, hvor hendes hundetegn sidder. For så kunne ingen ringe til mig, når de fandt hende.
 Prøvede at regne ud, hvor mange timer, det ville tage mig at gennemsøge hele skoven – og om politi og hjemmeværn kunne hjælpe.
Og så kunne jeg mærke jeg havde våde kinder, men det var helt sikkert på grund af den stride pålandsvind fra Furesøen.
Og så pludselig står min lille, store hund længere henne ad stien og ser helt fortabt ud. Der går to personer foran mig, og hun kigger mærlkeligt på dem, men ser mig så og kommer springende. Meget glad og lettet springer hun op og dækker mig med mudder og hundeånde. Og så er jeg glad igen.
For fanden, hun har aldrig været væk før. Og det hele tog måske max. 5 minutter.
Minder mig om dengang Olivia var lille, og blev væk i Kvickly. Skræk.
Vel hjemme igen, måtte den meget trætte og meget beskidte hund en tur under bruseren – her er et lille udvalg af de af skovens vækster, vi valgte at stjæle med hjem i dag. Og så lod jeg endda den to meter lange brombærgren, der havde filtret sig ind i hendes pels, blive liggende i skoven…
Der sidder stadig en masse i pelsen – det må jeg pille ud når hun er tør.

Det var så den ene skræk i livet.
Vi var lige forbi Randi og Saxo og drikke kaffe/spise noget kage, og på vejen hjem, begynder min gamle bil at larme meget!
Jeg stopper og tjekker at alle 4 hjul er der. Kører forsigtig videre. For i onsdags fik jeg nemlig bilen tilbage fra mekaniker, der havde repareret den for… ja… at larme meget! Det var noget med en bremsetromle (det kunne han godt bilde mig ind?) der var revnet og blevet skiftet.
Men sjovt nok var det den samme larm som før – meget ubehageligt, og jeg sneglede mig hjemad og frygtede at bilen skulle brase totalt sammen. Lød lidt ligesom, hvis man sætter en oldgammel trailer bagpå bilen, ikke sætter den ordentlig fast, men til gengæld lader en elefant hoppe op og ned på den. Sådan oink oink yiirk? En knagen og bragen uden lige.
Vi nåede hele hjem. Og jeg skal ikke udenfor en dør mere i dag. Livet er sgu skræmmende, herude på landet!