I dag har jeg været i skole. I en næsten lokal folkeskole. Det er mange år siden, jeg har undervist og været vikar – men nu prøver jeg igen.
Debuterede med 5 timer i en 2. klasse. Havde glemt hvor meget lyd, der kan komme ud af sådan nogle små personer (kan jo nærmest dække en elevs ryg med min lille kvindehånd), selv når de er rimelig stille.
Det gik godt. Ingen døde, ingen kom til skade, og jeg græd ikke, da jeg læste op af Brødrene Løvehjerte i spisepausen.
Men det var tæt på. At jeg græd altså. Bare omslaget af Brødrene Løvehjerte kan gøre mig helt tung i maven og sørgmodig og rigtig bange for at bryde i gråd. Og nej, jeg er ikke et psykiatrisk tilfælde – det er i hvert fald ikke bevist.

Nu er jeg træt som et alderdomshjem. Mange dejlige unger at lære navne på, mange nye regler.
Og mange sjove spørgsmål.
Fortalte hvad jeg hedder, at jeg bor i et lille hus med stråtag, har en voksen datter der er flyttet hjemmefra, samt en hund, en hest og 9 høns.
Men de ville hellere vide, og jeg havde en mand og hvor gammel jeg var samt  hvad datter og dyrene hed. Og jeg fik mig en lille yndlingselev: hende der sagde, at hun troede, jeg kun var 35.

Nu glæder jeg mig til jeg skal af sted igen. Skal dog lige sove først.