I sidste uge blev min dejlige Nanna aflivet.
Hun blev 9 år, og jeg fik hende, da hun var 2 år gammel. Hun var en meget fin hund, der vandt titlen som “Junior World Winner 2008”. Men Nanna havde dårlige hofter og derfor måtte man ikke avle på hende.
Så fik jeg Nanna.
Jeg har jo hele tiden vidst, at hunden havde dårlige hofter – men ligesom ignoreret det, for i mange år var hun ikke plaget af det.
Men sidste mandag kørte jeg til dyrlægen og bestilte tid.
Hylede hele vejen hjem og resten af aftenen. Den stakkels gamle hund prøvede at trøste mig, det gjorde det bare værre.
Til sidst have Nanna svært ved at rejse sig. Hun ville ikke længere gå tur, og hun kunne dårligt komme op i sofaen. Hun ville ikke gå længere end til hvor grunden slutter, og straks hun havde ordnet det hun skulle, vendte hun hjem igen. Hun sov meget, hendes syn var forringet og det samme med hørelsen.

Nanna (Briard)

Forrige tirsdag kom hjem fra dyrlægen uden hund. En svær beslutning, som jeg var noget tid om at tage. Gennem de sidste 7 år har Nanna været det levende væsen, jeg har tilbragt mest tid med. Vi har delt bekymringer, sorger, glæder og ostemadder. Hun var en fantastisk hund.
Og huset var forfærdeligt tomt og stille uden hende, man kan godt mærke når 40 kg hund forsvinder.
Alle de lyde, hun lavede, som jeg egentlig ikke lagde så meget mærke til, før de ikke var der mere.
Slubren i vandskålen, poter over gulvet, snorken, gulvet i køkkenet der knagede, når hun gik. Hendes gøen hver aften.
Og med ét følte jeg mig meget alene. Og meget ulykkelig. Jeg sad med hende, lige til hun var død. Det var hårdt, jeg har jo næsten lige siddet hos min far, da han døde.

Jeg har brug for en hund.
Derfor har jeg fået dejlige Buggy. Hans “forældre” blev skilt, og så havde de ikke så meget tid til ham længere. Heldigt for mig!

Jeg tror, man skal have hund (dyr) for at forstå, hvor forfærdeligt sørgeligt det er at miste sin bedste ven. De 4 dage uden hund var triste og stille.
Alligevel føler jeg mig lidt som en forræder, fordi jeg har fået Buggy så hurtigt efter Nanna.
Lidt som om, jeg er utro.
Dårlig samvittighed har jeg masser af. Men Buggy kunne jeg ikke sige nej til, og jeg kunne ikke holde ud at være her uden Nanna.
Buggy er en rigtig sød og dejlig hund. Han hjælper mig med at “komme over” Nanna,  jeg er ikke længere én stor, blævrende og ensom underlæbe.
Han fylder ikke så meget i sofaen som Nanna. Han er vild med at gå (lange) ture og spille bold.
Og med sådan en munter uldtot i huset, er det umuligt at være trist særlig længe ad gangen.

Alstå: Jeg er SÅ glad for, at jeg har fået Buggy så hurtigt efter Nanna. Og den dårlige samvittighed, som jo faktisk er ret åndssvag, ignorerer jeg. I stedet nyder jeg at her igen er liv og beskidte hundepoter.

Nu gider jeg bare ikke mere død!