Jeg har jo en hund – det er hende den kønne helt oppe foroven på bloggen.
Og som alle andre hundeejere, elsker jeg min hund højt.
Hvis du brækker dig allerede nu, så læs ikke videre: Det bliver kun værre.
I eftermiddags skulle vi en tur i skoven, og jeg ville have Nanna til at hoppe op i bagagerummet, som hun plejer.
De sidste par gange har hun gjort det kluntet og modvilligt – og i dag ville hun slet ikke.
Normalt elsker hun at køre bil.
Jeg måtte lægge bagsædet ned og lukke hende ind af sidedøren og den vej om i bagagerummet.
Sagen er, at jeg for tre år siden fik Nanna forærende.
Hun er en meget fin Briard, World Junior Winner fra 2008. Men hun har dårlige hofter og må ikke bruges til avl.
Det var kærlighed ved første blik, da vi hentede den dengang toårige hund.
Og nu er jeg bange for, at det er de dårlige hofter (hoftedysplasi) der gør, at hun ikke vil hoppe op i bilen. Bange for at hun faktisk har ondt.
Og så måtte jeg lige fælde et par tårer i skoven, hvor hun løb glad rundt uden snor (det er en hundeskov) og også hjem i bilen. Og lidt nu.
For hvad nu???
Lider min hund? Set i bakspejlet, kan jeg desværre godt se, hvad jeg hidtil har nægtet at se i øjnene:
Jeg tror faktisk, hun er begyndt at have ondt. De sidste par måneder har hun ikke ville gå de vildt lange ture, hun stopper og vil hellere hjem. Hun hopper knap så elegant op i sengen og sofaen.
For pokker. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig livet uden Nanna. Hun er den dejligste hund, smuk og sjov og fjollet, og kan gø og være farlig  – hvilket er rart, når man bor herude på landet, og naboen lige har haft indbrud.
Men jeg kan jo heller ikke klare tanken om, at hun har ondt.
Har googlet hoftedysplasi hos hunde, læst om operationer (som jeg overhovedet ikke ville kunne skaffe pengene til), og smertestillende midler. Men er det fedt at være hund på smertestillende medicin?
Pokkers! Orker ikke engang finde på værre bandeord.
Øv.