Glimmer på og op på kaminhylden

Anmeldelse af “Papmachéreglen” af Hella Joof,
Gyldendal

Her på tallerkenrække i stedet for kaminhylde.
Udgivet 10. oktober 2016, 202 sider
Læs uddrag her

I december vandt jeg denne bog i en konkurrence fra Gyldendals Bogklubber på Instagram
Jeg har det meget blandet med Hella Joof. Hovedsagligt synes jeg hun er fantastisk, men af og til en smule frelst.
Læsningen af “Papmachéreglen” var en rigtig god oplevelse , den blev læst i små bidder mellem andre bøger.
Hella har lavet en række mere eller mindre hjemmestrikkede regler om, hvordan vi bedst gebærder os i livet. Hvornår det er i orden at stikke af i (par)forhold, hvornår man skal blive. Hvad der er vigtig, og hvad der er knap så vigtigt her i livet.
Ganske fine regler, som vi (hvis vi husker at anvende dem) helt sikkert bliver lykkeligere af. Det er ting, som de fleste af os egentlig godt ved i forvejen, men har rigtig godt af at blive mindet om.

“Glimmer på og op på kaminhylden”

er efter min mening det allervigtigste råd/bedste regel i bogen. Hver gang, der sker noget godt, eller du har håndteret en åndssvag situation godt, så kom glimmer på og sæt det op på kaminhylden. Hella Joof skriver, at de fleste hjem i dag jo ikke har en kaminhylde, men så må det op på den mentale kaminhylde, den indre kaminhylde. Kig på det. Husk det. Elsk det.
Når vi samler på gode oplevelser og hændelser og fokuserer på dem, fremfor at hænge fast i alt det, der ikke virker og går galt, så får vi det bedre. Men vi kan jo ikke rende rundt og være superpositive hele tiden, derfor gælder det om, at gribe fat i hver eneste lille gode ting. Om det så “bare” er, at der er tilbud på kanelsnegle.

Hella Joof skriver så det er sjovt at læse. Hun er ikke bange for at udlevere sig selv, hvilket gør læsningen meget mere vedkommende, for mon ikke vi alle kan genkende bare en lille, bitte smule af os selv i Hella?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.