Anmeldelse af “Løgnerens hus” af Katrine Nørregaard,

Politikens forlag

Karens mand Kristian dør.

I lommen har han et brev, hvori der står en adresse.

Det viser sig at være på et sommerhus ved Limfjorden – et sommerhus, Karen ikke kendte til.

Huset hedder Lykkebo.

Karen har et anstrengt og nærmest ikkeeksisterende forhold til datteren Louise.

Louise har en teenagedatter, Ida, og bor sammen med Michael, der har den syvårige Magnus, der bor hos dem hver anden uge. Michael har anskaffet hundehvalpen Bimmer/Buller, hvilket Louise ikke er tilfreds med.

Faktisk er Louise slet ikke tilfreds med noget.

Hun finder sit liv ret kedeligt, og kan slet ikke hamle op med naboen Lottes statusopdateringer på Facebook.

Desuden er hun gravid. Det har hun ikke fortalt til nogen.

Louises far forlod hende og moren, da Louise var barn. Så kom han tilbage efter tyve år og vadede direkte ind i morens åbne favn. Louise kan ikke tilgive moren at hun uden videre tog faren tilbage, hun følte (og føler sig stadig) forrådt og tilsidesat. Glemt.

Karen insisterer på, at de alle skal holde ferie i sommerhuset. Louise gider ikke. Men ankommer alligevel med hund, datter og mand.

Karen forsøger ihærdigt at genetablere det gode forhold til Louise. Ida er fjern og forelsker sig i Peder, en nøgenbadende og fiskende mand, der bor i området. Louise har kvalme og opkastninger, og moren gætter sig til graviditeten.

Michael sms’er meget og går afsides for at besvare opkald, og Ida finder et kondom i hans lomme.

Familiens medlemmer nærmer sig hinanden – og sandheden om Kristians år ved Limfjorden.

Bogen er en roman om familiehemmeligheder og kærlighed. Om fortielser og løgne, om tilgivelse og overgivelse.

Samtidig er den en rigtig fin beskrivelse af de tre generationer af kvinder, som bliver levendegjort gennem skiftesvis Karens, Louises og Idas øjne.

En rigtig fin debut – som i øvrigt vandt Politkens Romankonkurrence 2016.

Katrine Nørregaard kommer vi forhåbentlig til at se meget mere til.

Jeg vil varmt anbefale romanen!