Så får man brev fra boligforeningen, tilbud om bolig. Godt nok kun en to-værelses, men alligevel.
Der var mulighed for at se boligen i dag ml. 18-19.
Så man får lov at smutte 20 minutter før lukketid. Fræser hjem og henter teeanageren, og kigger på Krak for at finde ud af, hvor det ligger…
Finder det, og er der 18.16. Ringer på og lytter – der sker ikke en disse. Ringer på igen, banker på – der sker stadig nada.
Tjekker at det er den rigtige adresse. Og så må vi køre igen.
Meeeen, der så rigtig hyggeligt ud, det lå så dejligt tæt på den rene idyl af små, fint velholdte gamle huse, små snørklede veje… Og datteren havde ingen ting i mod det. Som hun selv sagde: “Lagde du lige mærke til, mor, at jeg ikke engang brokkede mig over at det ligger helt herude i Veksø? Her er jo smadder hyggeligt. Her kunne jeg nok godt bo”. Jeg gik nærmest i chok. Er det muligt at de modnes i voldsomme ryk? Med regression.
Først den med vores kære Pia – og nu har hun ikke noget i mod at komme langt (længere) ud på landet!
Mit hjerte svulmer.
Så i morgen må jeg ringe til boligselskabet og beklage mig, og insistere på at komme til at se den lejlighed. For måske er den også fin indeni?

I øvrigt kommer et tilbud sjældent alene. På fredag skal vi måske ud at se på endnu en bolig. Ikke så langt herfra. En 3-værelses med brændeovn og have! Desværre ligger den på 1. sal. Så det bliver slut med at åbne døren og vade direkte ud i haven i bare tæer. At have døren åben så Nanna (hunden) kan gå ind og ud som hun vil.
Ahh, dilemma dilemma… Men der kommer nok en løsning 🙂