Boganmeldelse: “Slagteren fra Lille Burma”

Anmeldelse af Håkan Nessers “Slagteren fra Lille Burma”, forlaget Modtryk
Udkom 29.10.12, 387 sider

Hvor tit har du grædt over en krimi?

Jeg kan ikke huske om eller hvornår jeg har gjort det. 
Bortset fra forleden og tidligere i dag, da jeg blev færdig med denne femte og afsluttende bog om Gunnar Barbarotti. 
Jeg græd, fordi Nesser skriver så svimlende smukt, fordi Barbarottis kone er død og fordi bogen sluttede. Og jeg er ikke engang præmenstruel.
Jeg afslører ikke for meget ved at sige, at Barbarottis elskede Marianne dør. Det gør hun allerede på første side, og han vågner op ved siden af sin livløse kone.
Og nu står han så der i deres kæmpehus “Villa Pickford” og deres tilsammen fem børn.
Chefen Asunander giver ham et “skånejob”. Der er løse ender i en gammel efterforskning. Arnold Morinder forsvandt sporløst i sommeren 2007. Han boede sammen med Ellen Bjarnebo. Denne Ellen har siddet elleve år i fængsel for at have myrdet og parteret sin tidligere mand…
Barbarotti påtager sig naturligvis opgaven. Samtidig med at han er tynget af sorg, fører sine samtaler med Vorherre og venter på tegn fra Marianne, går hos sorgterapeuten Rönn og prøver at få livet til at gå videre.
Håkan Nesser skriver så ufatteligt dejligt.
Dette er ikke en krimi for dem, der kan lide hæsblæsende tempo, dryppende indvolde og hylende sirener.
Det er mere for dig, som ikke har noget imod at tænke over tingene, eller pludselig at finde dig selv sidde og glo ud ad vinduet og tænke over pudsige sætninger og kloge ord i stedet for bare at læse derudad.
Den er psykologisk, filosofisk og poetisk.
For fanden den er god!
Men gør dig selv den tjeneste at læse hele serien om Gunnar Barbarotti i rækkefølge, startende med “Menneske uden hund”, ellers kommer du til at hade dig selv for det.
Og hvis du synes, at den i starten virker kedelig og mærkelig og får lyst til at lægge den fra dig (det gjorde jeg), så BLIV VED! Rens din hjerne for tanken om, at du nu skal til at læse (endnu) en krimi. 
For det skal du ikke.
Hvis du ikke har læst Håkan Nesser før, har du aldrig prøvet noget lignende. Jo… måske LEif G.W. Persson, men det er en helt anden historie.
Da jeg først kom i gang med Nesser, kunne jeg ikke få nok. Jeg købte også lydbøgerne, så dem hørte jeg i bilen og bøgerne læste jeg hjemme. Så “spildte” jeg ikke så meget tid.
Her er så lidt bonusinfo, rækkefølgen på bøgerne i serien. Boghandleren – og mange andre – ville måske sige, at de godt kan læses uafhængig af hinanden.
Det synes jeg så ikke.
  1. Menneske uden hund
  2. En helt anden historie
  3. En fortælling om Hr. Roos
  4. De ensomme
  5. Slagteren fra Lille Burma
Rigtig god fornøjelse! De kan så vidt jeg ved alle fåes som lydbog, almindelig dejlig papirbog og e-bog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.