Anmeldelse af Lars Kepler: “Stalker”
 |
| Udgivet 6/11-14, 615 sider Kan købes her |
Den aften, jeg begyndte på bogen, måtte jeg lægge den fra mig igen. Den var simpelthen for uhyggelig – natten før havde jeg haft et temmelig livagtigt mareridt – og det var ikke en god idé, for en enlig kvinde som mig, at tage den med i seng. Især ikke, når mit rullegardin i soveværelsesdøren ikke slutter tæt!
Bogen handler nemlig om en stalker, der lurer ind ad soveværelsesvinduerne hos kvinder, der er alene hjemme!
Svinet filmer de uvidende kvinder, for derefter at myrde dem.
Margot Silverman er højgravid og har overtaget Joona Linnas job. Hun gør alt, hun kan for at fange forbryderen og vælger tidligt at inddrage psykiateren Erik Maria Bark (som vi kender fra “Hypnotisøren”).
Samtidig nægter Saga Bauer at tro på, at Joona Linna er død.
Flere kvinder dør og Erik Maria Bark, Margot og… ja… Joona er i heftigt kapløb mod vores bestialske morder.
Bogen er vanvittigt spændende og helt umulig at lægge fra sig. Den er så hamrende uhyggelig, at den er bedst at læse i dagslys!
Lars Kepler (som er to, der er gift med hinanden og hedder noget helt andet) er, som de andre 4 i serien, skrevet så man læser med lynets hast.
Rækkefølge (bør læses i rækkefølge):
- Hypnotisøren
- Paganinikontrakten
- Ildvidnet
- Sandmanden
- Stalker