Boganmeldelse: “Hemmelighedernes atelier” af Liz Fenwick

Anbefaling af “Hemmelighedernes atelier” af Liz Fenwick

Kan købes her
Udgivet 22/10-2015, 349 sider

Det er første gang, vi ser Liz Fenwick på dansk, men forhåbentlig ikke den sidste!

Romanen her har nemlig det hele: Spænding, romantik, gode beskrivelser af personer og steder samt en interessant handling.
Gabriella Blythe flytter til Cornwallfor at bo i hytten ved vandet, hvor hendes bedstemor Jaunty har boet i et halvt århundrede. Den gamle dame er blevet syg og svagelig, og er ikke længere i stand til at bo alene. Og som det stædige rad hun er, nægter hun at forlade sit hjem, for at komme på plejehjem eller sygehus.
Det passer Gabriella fint at komme væk fra sin egen hverdag. Engang var hun en lovende operastjerne, nu lever hun af at lave jingler og musik til reklamer. En ubehagelig oplevelse, som hun nægter at tale om,  har frataget hende lysten og evnen til at synge offentligt.
Bedstemoren er en berømt kunstmaler, der har levet tilbagetrukket fra offentligheden i evigheder.
Hun er begyndt at skrive sine erindringer, for i takt med at hendes liv langsomt ebber ud, plages hun mere og mere af fortidens spøgelser. Minderne bringer hende tilbage til 2.Verdenskrig, som hun deltog aktivt i, både i England og Frankrig.
Nogle af minderne er absolut ikke rare at huske eller nedskrive, men det er vigtigt for hende at Gabriella får sandheden at vide.
En voldsom storm rammer Cornwalls kyst og et skib går på grund. Om bord er Finn…
Mere vil jeg ikke afsløre her, men blot anbefale bogen til dig, der kan lide at læse lidt romantik uden at det bliver sødsuppeagtigt. Jauntys tilbageblik på fortiden gør absolut ikke bogen mindre spændende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.