Boganmeldelse: “Familien Tides hemmeligheder”

Boganmeldelse af Hannah Richell: “Familien Tides hemmeligheder”, forlaget Punktum
Udkom 11/10-12, 388 sider

(Pan)Dora er hovedpersonen i denne roman om en families skæbne. I bogens start er hun voksen, bor med kæresten Dan i London og har netop erfaret, at hun skal være mor.

Kæresten er henrykt, Dora er mere tvivlende: Er hun overhovedet i stand til at være mor, og dermed have det store ansvar det indebærer?
Hun bliver hurtigt klar over, at for at tage en beslutning med hensyn til barnet, er hun nødt til at konfrontere sig med moderen og fortidens spøgelser.
Hun rejser derfor til Dorset, hvor moderen bor på Clifftops, familiens store, gamle hus ved kysten.
Moderen virker ikke begejstret for Doras besøg.
Da Dora var et stort barn, skete der noget forfærdeligt for familien. Efterfølgende blev den splittet, og ingen kan tilsyneladende finde ud af at tale sammen, om det frygtelige der skete.
Dora har siden været plaget af skyldfølelse, mareridt og dystre tanker.
Hendes ældre søster Cassie bærer måske på nøglen til forløsning…
Vi følger de tre kvinder, dog med fokus på Dora, ser på tiden før, under og efter tragedien.
Moderen Helen møder vi da hun som helt ung (og gravid) gifter sig, ser glimt af hendes ægteskab og bliver indviet i hendes hemmelighed.
For hemmeligheder har de alle sammen. Og skyldfølelse.
Jeg vil ikke afsløre for meget her, for jeg synes absolut, at romanen er værd at læse.
Det er en familiesaga, hyggelig og sørgelig og fin. Det er forfatterens debutroman, hun skriver godt, så mon ikke der kommer flere?
Hvis du er til “kvinderomaner” (ikke at forveksle med chicklitt), er denne et godt bud på en god bog, der kan stå på ønskesedlen, eller ligge klar på sofabordet til en efterårseftermiddag med regn og blæst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.