Arh…
Skal vi sige at jeg kender én, der har læst denne bog? For I tror da ikke, at jeg har – vel?
Jeg har læst samtlige bøger af Maeve Binchy, Rosamunde Pilcher, Marcia Willett, og hvad de nu hedder, alle de der engelske damemennesker.
Nogle gange er det bare usigeligt rart at læse en bog der ender (forudsigeligt) godt.
Men.
Med denne her er bræk-kvoten altså overskredet. Den er styg. For meget. For kvalmende og for klicheagtig.
Og jeg havde alvorlige overvejelser, når jeg lå i sengen og læste, om jeg så nu skulle gå direkte videre til Danielle Steel? For hende har jeg altså ALDRIG læst! Jeg sværger!
Og nej, vel vil jeg ej læse Danielle Steel.
Denne bog her… YDRK!
Handler om en ung mand uden mål og med. Han bor hjemme hos sine forældre der har hovederne så langt oppe i deres hellige røve, at de ikke fatter at knægten drikker. De beder bare derudad og sparer sammen til en statue af en helgen. Vi er i Irland.
Men så kommer den fantastiske Emily, eller hvad hun nu hed, tanten fra Amerika. Hun har krøller af stål, et hjerte af guld og talrige talenter. I løbet af no time får hun sat skik på hele kvarteret (se forsiden), sendt Noel til AA og vendt op og ned på alles liv.
Hun arbejder alle steder og helt og aldeles uundværlig. Sjovt nok, er hun den bedste til busruterne på den hjerteklinik, hvor hun arbejder. Alle de andre er indfødte (indavl?) i den by og hun kommer frisk fra Det Store Land og kan det hele – bedre end alle andre.
Nåmen Noel får så et spædbarn på nakken. Og skal opfostre hende her Frankie. Og ih altså, hvor er der mange forhindringer, især personificeret i skikkelse af onde, onde Moira, som er socialrådgiver.
Og blablabla.
Bræk.
Og I’m sad to inform you, Mrs. Binchy – jeg er skredet…
Så tro det eller ej, her er en køb den IKKE!
Hav i det mindste spanden parat ved sengekanten. Det er rart at læse noget sødt ind imellem. Men jeg gik i sukkerchok. Og må nu læse videre, i den glimrende krimi, jeg er i gang med!