Boganmeldelse: “Den dobbelte tavshed”

Boganmeldelse: Mari Jungstedt: “Den dobbelte tavshed”, forlaget People’s Press
Udkommer 11/6-12 333 sider

I Mari Jungstedts syvende kriminalroman på dansk er hemmeligheder hovedtemaet.

Hemmeligheder, og hvad  svigt i barndommen kan gøre ved mennesker.

En gruppe naboer, som også er meget gode venner og foretager sig en masse ting sammen, er på ferie på Fårö.
Det er Sams tur til at arrangere, og da han er filminstruktør, er det meget naturligt at han har valgt Fårö, hvor der er Bergman-uge. Efter at have deltaget der, skal de til en anden lille ø, hvor et naturfænomen skal opleves.
De er tre ægtepar af sted på turen. 
Ikke alle kommer hjem i live.
Man aner efterhånden en vis spænding mellem parrene. Udadtil virker alle til at have det perfekte liv. Perfekte ægteskaber, perfekte kroppe (kvinderne motionerer sammen), og perfekte huse i det pæne villakvarter.
Men ikke alt er, hvad det ser ud til.
Kvinderne er (i al hemmelighed, naturligvis) misundelige på hinanden. Mistroiske -og især Beata, som er nedringet og gerne sidder fnisende på skødet af andre(s) mænd, er genstand for rynkede bryn fra de andre kvinder.
Jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at en af deltagerne myrdes. 
Og så kommer politiet på sagen.
Igen er det politiinspektør Anders Knutas og hans kollega Karin Jacobsen, der skal stå for opklaringen.
Begge har deres at tumle med på hjemmefronten, Anders’ kone virker fjern og distanceret, og Karin har sat sig for at opsøge den datter, hun bortadopterede for mange år siden.
Det forhindrer dem dog ikke i at opklare mordet. Eller mordene?
Jeg kan virkelig godt lide Jungstedts personer. Og jeg kan også godt lide at høre om deres privatliv og om de tanker, der ikke nødvendigvis har med mordopklaringen at gøre. Men kan man ikke det, er det ikke disse krimier man skal læse.
Jeg synes det er nødvendigt at man hører meget om personerne, for bedre at kunne leve sig ind i bogen og forestille sig menneskene. 
Den er spændende og velskrevet, og har du lyst at læse lidt mere om forfatteren og tilblivelsen af bogen, kan du kigge her, hvor jeg fortæller om besøg på forlaget People’s Press, hvor jeg mødte Mari Jungstedt.
Jeg har læst to – tre stykker af hendes andre krimier, men synes helt klart, at denne er den bedste.
Så af sted med dig til boghandleren! Men vent til d. 11. juni – der udkommer den nemlig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.