Engang var jeg ret vild med Sara Blædel, men det gik for alvor over, da jeg læste “Kun ét liv”.
Tog egentlig kun “De glemte piger” med hjem, fordi en kollega påstod den var god.
Det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde! Allerede fra første side var jeg hooked.
Bogen foregår omkring Hvalsø/Roskilde/Holbæk og har atter Louise Rick som hovedperson.
Hun er nu blevet chef for en nyoprettet afdeling: Den særlige eftersøgningstjeneste.
Hun er blevet lokket væk fra drabsafdelingen – hvor hun gerne ville undgå den nye chef – bl.a. med løftet om selv at kunne hente sine efterforskere til teamet.
Det holder bare ikke, hun får Eik Nordstrøm tildelt. Og da han ikke møder op første dag, må hun hente ham på beværtningen “Hos Ulla”, hvor han ligger på to stole og sover branderten ud.
Det tegner ikke videre godt for deres samarbejde, men denne Eik er en ret sympatisk mand, og han bliver. Håber han også er med i den næste bog – man bliver lidt lun på ham.
En kvinde findes død i skoven ved Hvalsø. Ingen er meldt savnet, og hun er heller ikke efterlyst.
Der er ikke spor efter en forbrydelse…
Da fotoet af kvinden offentliggøres, henvender en tidligere ansat på Åndssvageforsorgens institution “Eliselund” sig og fortæller, at hun kan genkende kvinden.
Og så tager historien ellers fart.
Eik og Louise kører til skoven ved Hvalsø for at finde spor efter kvinden. I stedet finder de en lille flok forladte, små børn og en voldtaget og myrdet dagplejemor.
En række voldsomme voldtægter finder sted, og Louise og Eik får travlt med at finde gerningsmanden.
En virkelig spændende og velfortalt bog med stærke karakterskildringer og et super plot.
Sara Blædel er tilbage for fuld skrue – og tusind tak for det!