Da jeg flyttede ind sidste vinter var alt gråt og brunt. Vådt og mørkt og koldt – i hvert fald det meste af tiden. Jeg har det her store, indhegnede stykke jord, med det fineste kastanjehegn omkring, og brugte meget tid på at drømme om, hvordan det ville se ud om sommeren, med alle mulige vækster kravlende op ad det.

Billedet er fra 17 april, hvor jeg var i gang med at fjerne meterhøjt ukrudt

Dette er fra 4. september Begrænsningens kunst er ikke noget jeg mestrer. Så jeg har nærmest væltet rundt i lathyrus, bønner og blomsterkarse. Jeg er vildt forundret over, hvordan de små, ynkelige blomsterkarser jeg såede i potter og plantede ud, blev så store og vilde og nærmest overtog det hele. Men det er jo slet ikke det, det handler om nu. Det handler om bønner Dette er Barlottabønnen. Min nye yndlings. Den blev flottere og flottere. Jeg glemte bare ligesom at plukke dem. Det er nu gjort, og de er lagt til tørre på et fad tæt på brændeovnen. Så er der både til at spise og til at så næste år. De er vildt flotte, synes jeg Jeg har også nogle andre bønner. “Runner Bean Polestar”, står der på frøposen, jeg lige har fundet frem. Bælgen er nu tørret – også dem har jeg plukket for få af. De så så kedelige ud, at jeg overvejede at lade dem hænge. Men da jeg var ude efter en ny ladning af Barlottabønnerne, tog jeg alligevel et par stykker med ind. og den gråbrune kedelige bælg gemte på disse lilla skønheder: Det er jo helt vildt, hvad der sådan kan gro. Endnu et levende eksempel på, at man ikke skal skue hunden på hårene, eller gå efter udseendet. For så var disse lilla finurligheder blevet hængende vinteren over. Polestar er en god kilde til c-vitaminer, folinsyre og jern og har et højt fiberindhold. Barlotta er rig på a+k vitaminer og folinsyre, står der på frøposerne. Frøene er købt hos Isabella Smith