Julie Hastrup “Mirakelmanden”

Politikens forlag

Udgivet 30/3-17, 380 sider

En dag dumpede denne røde sag ned i postkassen. Signeret og det hele. Selv om det er sjette bog i serien om Rebekka Holm og jeg vist kun har læst de to første, måtte jeg bare læse den.

Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg er ikke særlig god til at læse “gamle bøger” og ville nok aldrig have læst denne, hvis jeg skulle have fulgt min egen regel om at læse hele serien i den rigtige rækkefølge. Så jeg må konkludere, at regler er til for at brydes…

Jeg savnede selvfølgelig en masse “baggrundsviden” – men fik alligevel meget ud af bogen, for Julie Hastrup skriver godt og lige ud af posen.

Efter en hændelse (det var sikkert i 5. bind, som jeg ikke har læst) er Rebekka sygemeldt, med et fælt sår i ansigtet, der langsomt heles. Rastløs er hun også, og beslutter sig for at tage til Sverige og besøge kæresten,  (som også er kommet til i et bind, jeg ikke har læst) politi- og enkemanden Niclas.

Af kedsomhed og almindelig nysgerrighed snuser hun rundt i Niclas’ lejlighed, når han er på arbejde.

Hun finder et smykkeskrin, som har tilhørt Niclas’ myrdede kone Magdalena. I smykkeskrinet ligger en USB nøgle og på den, en hel korrespondance mellem Magdalena og en anden journalist, omhandlende nogle hjemløses forsvinden.

Rebekkas strømerhjerte er ikke sygemeldt og derfor beslutter hun sig for at kaste lys over sagen.
Niclas har fortiet vigtige ting for Rebekka, og hun bliver i tvivl om hun kan stole på ham.
Hun rejser til Finland for at finde sandheden om de hjemløses forsvinden, og Julie Hastrup beskriver landet så fint, at jeg straks måtte putte endnu en nål i mit indre verdenskort.

Hvad der til gengæld hverken er smukt eller fint, er de hjemløses skæbne. Grumhed og usigelig storhedsvanvid kendetegner “mirakelmanden” – som har lagt navn til titlen.

Jeg glæder mig allerede til 7, bind udkommer!