Zumba-motorisk handikappet

Jeg har hørt udtrykket “at have ti tommelfingre” – kan man også have ti fødder?  Eller flere?
Jeg har været til min første zumba-time, fra 20-21.
Nu sidder jeg nyvasket og udsplattet i sofaen med hunden og valg i tv.
Overvejer, hvilken undskyldning jeg skal bruge, for ikke at møde op næste onsdag. For jeg har jo ligesom lovet 2 personer at vi ses igen på onsdag. For ikke at tale om, hvordan jeg skal forklare mig selv, at det er ok at smide 880 kr. ud ad vinduet. Nope, det går ikke. Jeg er der igen næste onsdag.
Men altså…
Kors, hvor er jeg elendig. Der er noget galt med min hjerne, eller er det øjnene? benene? fødderne?
Jeg kan bare ikke omsætte det, jeg ser de andre gøre, til noget jeg kan gøre. Jeg bragede dog ikke ind i noget menneske, kun ind i ribberne én enkelt gang. Mens jeg kampsvedte og undrede mig over, jeg kunne trække vejret. Måske er min kondition alligevel ikke så elendig?
Men min koordinationsevne er. Meget elendig. En rar dame, der også havde blævrelår, betroede mig venligt, at hun havde det på samme måde, da hun startede sidste år. Forsøgte at overbevise mig om , at jeg nok skal lære det.
As if.
Jeg havde jo hørt, det der zumba var sjovt.
Det eneste jeg kunne finde ud af, var at ryste røven (det gik helt af sig selv) og så et par af udstrækningsøvelserne til sidst.
Ikke spor sjovt. Men meget pinligt.
Det at jeg stod i en gymnastiksal på en skole, gjorde måske at det var meget let for mig at huske gymnastiktimerne i skolen. Som jeg hadede. For jeg ikke kunne finde ud af det:
Faldt ned af hesten, var for vatarmet til at klatre i tovene, turde ikke balancere på bommene, når de var mere end 20 cm. over jorden, kunne ikke slå vejrmøller men til gengæld skide skæve kolbøtter.
Det eneste, der var sjovt var rundbold, hvor jeg spurtede som en gal og lavede befriere, når det endelig lykkedes mig at ramme bolden. Og høvdingebold, hvor kombinationen af min meget lille størrelse (var endnu mindre som barn) og min boldskræk gjorde, at jeg var nærmest umulig at ramme.
Men hm… Jeg giver ikke op. Bliver ved – og venter med længsel til det  bliver marts og sæsonen er slut – for man kan vel ikke blive sat af holdet, vel? Når man er voksen og har betalt? Det er vel ulovligt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.