Altså, kender du det: At føle sig som en Disneyfigur med djævelen på den ene skulder og engelen på den anden? Eller bare et almindeligt menneske med mindst to stemmer i hovedet – den ene negativ og den anden positiv?

Sådan har jeg det tit. Der foregår en evig og endeløs diskussion i mit hoved.
Håber egentlig ikke det kan ses.
Nu det her med, at jeg burde komme i gang med at søge et job.
Her er et eksempel på en af de samtaler (hver stemme med sin farve):

Hvor er det dog spændende, at skulle finde et nyt job – hele verden ligger åben og nu kan du finde ud af, hvad du virkelig har lyst til!
Gu’ fanden er det ej! Verden ligger ikke en skid åben, jeg er pissegammel og hvad dælen kan jeg finde på med 2 halve læreruddannelser og en boghandlerudd.?? 
Og HVAD POKKER vil jeg egentlig? Og er det ikke bare for ringe OG pinligt at være 45 (kors femogfyrre!!!) og ikke vide hvad man vil?
Hold nu op. Kun fantasien sætter grænser. Jeg har læst, at det er ens egne tanker/forestillinger, der spænder ben for udvikling. Man er sin egen værste fjende. Man kan lige hvad man vil!
Gu’ kan man da røv! Jeg kan sgu da ikke bare åbne en bogcafé vel? Eller lade være med at betale mine regninger! Eller tage en ny uddannelse. Ja ja, du læser og læser, men man kan altså ikke læse sig til det hele du!
Nu må du ikke være så negativ. Hør her, i morgen går du i seng med en blok og en pen, og så skriver du lige, hvad der falder dig ind. Du finder sikkert på en masse spændende. Du er jo en stærk kvinde – du plejer altid at lande på fødderne.
Jamen det kan jeg jo ikke blive ved med, vel? Og jeg er træt.
(sukker opgivende)
Århh, LUK!
Luk selv!