Jeg er velsignet med en del veninder. Nogle mere nære end andre. Nogle yngre end andre. Nogle nyere end andre.
Men jeg har dem. Og jeg elsker hver og én af dem.
Nogle er faldet fra i årenes løb, nogle savner jeg og andre savner jeg ikke.
Jeg har veninder, jeg har haft lige siden 1. klasse (hvilket er en pæn sjat mere end 30 år), og en ny, jeg kun har haft i et halvt års tid.
Den “mærkeligste” veninde jeg har er kun 23 (ups, eller er det 22? Har lidt svært ved de der lave tal) år.
Hun er bestemt ikke mærkelig, men som hun siger: ” Det er altså lidt underligt, du gider være veninde med mig, når jeg kun er 23″, hvortil jeg svarer: “Ja, og at du gider være veninde med mig, som er 42”.
Men faktisk er det som om, den der aldersforskel ikke gør noget? Og nu er det altså ikke fordi, jeg nu gøder jorden til i næste uge at komme med breaking news om, at jeg har fundet en 20 årig kæreste!
Jeg vil ikke påstå, at man ikke kan mærke den, aldersforskellen. Hun bruger ord, jeg slet ikke kender, og jeg bruger nogle der gør, at hun synes jeg er vanvittig klog.
Hun ser mærkelige ting i TV og aner nærmest ikke, hvem U2, REM, Beatles og Simon & Garfunkel er.
Til gengæld er jeg lost, når hun taler om kendisser og bands (hedder det satdig det, sådan en forsamling, der spiller musik og udgiver CD’er?) og TV programmer.
Hun kan klare sig med nærmest ingen søvn og fester gerne en hel weekend ad gangen.
Eller arbejder nat og dag med kun et par timers søvn.
Og så har hun den vildeste hud. Altså teint, eller hvad det nu hedder. Hvilket jeg måske også havde for 20 år siden…
Men vi har ligesom en grundlæggende forståelse for hinanden.
Og hun er nok  den eneste, og vice versa, jeg fortæller de rigtig grimme ting, jeg har gjort.
Som dengang jeg var sur på kæresten og kom til at spytte i hans kaffe, inden jeg serverede den.
Vi taler tit i telefonen, og det sjove er, at jeg først mødte hende, da vi flyttede her nordpå og jeg startede nyt arbejde for vel 5½ år siden.
Vi har siddet sammen i frokoststuen og grædt snot over dumme kærester, der valgte at være virkelig dumme samtidig. Chefen skyndte sig ud, da han så hvad vi havde gang i.
Og kærestesorg er rimelig ens, uanset alder.
Så vi blandede ikke blod, men tårer, og har været venner lige siden.
Hun er en smuk og klog pige, og nu er hun flyttet til Næstved, hvor vi kom fra. Pudsigt. Nu bevæger hun sig rundt i mine gamle cirkler – med ny rollebesætning. Kommer mine gamle steder.
Jeg har lige talt med hende igen – og derefter med en anden veninde – og hun sagde, hun håbede vi altid ville være venner. Og at det var mig, hun ville ringe til og fortælle at hun var gravid (hvilket ikke sker lige i den nærmeste fremtid, da hun af uforståelige årsager er single.

En anden god og dejlig veninde har jeg kendt siden jeg engang arbejdede som receptionist i et motionscenter (not a joke but the real truth!), og gik på seminariet.
Hun og jeg sender søde sms’er til hinanden om morgenen og godnat sms’er. For ingen af os har en kæreste til at gøre det.
Og bare det, at der er en der tænker på en, er jo rigtigt dejligt. Det er virkelig guld værd.
Vi har begge været lidt uheldige med mænd de sidste par år.
Blevet for længe i forhold, vi skulle have forladt før. Og så er det rart med en, der forstår en og har prøvet det samme. Hvor afhængig man kan blive af et andet menneske, som man dybt inde godt ved, ikke er godt for én. Og hvor svært det er at give slip (igen og igen, når man er faldet tilbage).
Vi prøver at give hinanden styrke. Og i perioder taler vi i mobil sammen flere gange om dagen.

En anden fantastisk veninde er hende, der har besøgt mig allermest, efter jeg forlod Næstved.
Hun har telepatiske evner, tror jeg. Jeg behøver ikke ringe/skrive og invitere hende, hun gør det selv når jeg har allermest brug for det.
Jeg har kendt hende siden vi startede i skole. Vi har redet sammen, passet ponyer og været ridelærere sammen.
Festet sammen og headbanget/spillet luftguitar til U2 sammen – og været til en del af deres koncerter sammen.
Vi kender hinandens familier, eks’er, børn. Det er så nemt, man behøver ikke forklare alt muligt hele tiden.

Så er der dem, man ikke ser så meget mere, men jeg ved de er der.
Og alle har jo så fandens travlt altid. Man har mand og børn, og hus og have, og job og alt muligt andet.
Og jeg kender det godt. Bortset fra den del med manden. Man skal altid nå noget. Og når weekenden så endelig kommer, er der enten en i ens store familie der har fødselsdag, eller også trænger man bare til at være hjemme.
Flere af de gode gamle, har jeg også kendt siden jeg var et lille barn. Og de er der. Og ved forhåbentlig også at jeg er her. Hvis det brænder på. Og man har lyst til at snakke. Men jeg savner dem altså. Og er vist heller ikke selv for initiativrig, når det kommer til stykket.

Og så har jeg fået en helt ny veninde.
Der hvor vi boede før, bor der en dejlig dame med sin hund, som min hund blev gode venner med. Og så blev vi det også. Og jeg var med til hendes runde fødselsdag (ingen tal her, men hun hverken ser ud eller virker som sådan en gammel én!), og vi kan også tale om alt muligt.
Jeg troede ellers det var slut med at få nye veninder.
Der er selvfølgelig en masse ting, jeg ikke ved om hende og hendes liv – og omvendt.
Men der er tid endnu 🙂

Så selv om jeg ikke har en kæreste (hulk hulk) er jeg ikke ensom.
Jeg er omgivet af en masse skønne mennesker, som jeg sætter virkelig stor pris på.
Omgivet er måske så meget sagt, eftersom de fleste bor langt væk. Men alligevel føles det som om, de aldrig er rigtig langt væk.
Hm… Og så er der dem, man ikke ser så tit og ikke er så tætte med, men bare er rigtig glad for:-)
Blev bare lige grebet af min glæde over alle disse dejlige damer.